Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: Menander. Nyfund av græsk literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men ander.
329
traadt politisk, økonomisk og religiøs tilbakegang, efter
Aleksanders hærtog hadde verden faat nye, videre horisonter.
Athen som engang hadde villet favne saa vidt, blev en liten
by, liten ogsaa i maal og aspirationer. Men det hævdet sig
som kultursæte av første rang, hvor man samlet sig om
filosofernes lærestole og fortidens minder og resignerte i det
milde skjær av et kulturlivs behageligheter. De politiske
interesser træder tilbake for de rent menneskelige, sociale
problemer, samtidig bevæger kulturen sig fra en snæver bykultur
mot verdenskultur, i centrum staar ikke længer patrioten,
men verdensborgeren. Begrepet humanitet flytter de gamle
grænseskjel for øie og hjerte og skjærper synet for den
uendelig rike skala av karakterer og skjæbner, som omgir os
i alle samfundslag. I digtningen ser man det klart. Der var
ikke længer plads for den tragiske muse som med høihet i
blikket trampet helteskjæbner i støvet, heller ikke for den
komiske som overgivent lo ad hele det officielle samfunds
skavanker — koret, borgernes eget kor, der saa ofte hadde
git den religiøse underklang til skjæbnens tale og lagt patos
i latteren, bar sig hverken økonomisk eller æstetisk længer.
Men til gjengjæld for graat og flir bredte den nyere komedie
et forstaaelsesfuldt smil over alle bænkerader — det hele var
blit mere menneskelig og mere i slegt med os selv. «Intet
menneske er saa tiltalende som naar en helt ut er
menneskelig», sier Menander. Istedenfor helteromantik og store
skjæbner faar vi intriger (her er Euripides alt den store
foregangsmand), hvor ungdommen for det meste staar i centrum:
kjærlighetsgudinden knytter det hele spind sammen, de gamle
— rike, gjerrige, principryttere o. s. v. — strammer knuten, og
tilslut løser den hulde, sommetider sentimentale Fortuna
den hele floke, mens vi undrer os og smiler: den unge har
eller faar til hustru netop den han er glad i, en far omfavner
sit gjenfundne barn o. 1. Der blir slik god mening i det
meningsløse. De unges «veninder», hetærerne, som koster
den gamles penge og humør, lægger en interessant erotisk
rødme over hverdagens graat, og slaverne changerer i alle
farver — elskværdige og motbydelige, dumme og kloke, ja
svært ofte kloke og sit herskap overlegne, altid paa farten
mellem alle parter og alle yderligheter. Istedenfor de gamle
korsange faar vi mellemaktsmusik med virtuosspil og sang-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
