Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Harald Høffding.
servative og Ortodoxe, snart Liberale og Fritænkere, der falde
over ham.
At Kampen er staaende om hans Personlighed og hans
Værk, har sin Grund i deres typiske Karakter. Hans Stilling
til sin Tids «Oplysning» og til sin Tids Ortodoxi og
Konservatisme frembyder Analogier med Standpunkter, der
fremkommer i Løbet af det nittende Aarhundrede. Der kan
paapeges en Række af Mænd, som ikke alle ere paavirkede af
ham, heller ikke alle sympatisere med ham, men hvis
Optræden i religiøse og sociale Spørgsmaal dels paa Grund af
deres Personligheder, dels paa Grund af de foreliggende
Situationer kommer til at frembyde Slægtskab med hans og
derfor aandshistorisk tjener til at belyse og bekræfte Betydningen
af den.
En Undersøgelse om «Rousseau og det nittende
Aarhundrede» maa baade angaa hans middelbare og hans
umiddelbare Indflydelse, og maa ikke blot fremhæve denne
Indflydelse, men ogsaa den Stadfæstelse, hans Ideer vinde ved
mere eller mindre beslægtede Personligheders Optræden i
analoge Situationer. Dertil kommer endnu et Henblik paa
hans Foregriben af visse speciellere Synspunkter, der ere
komne til Udvikling i det nittende Aarhundredes Løb.
Rousseaus Hovedproblem var betinget ved Arbejdets
Deling paa det aandelige, saavel som paa det materielle
Omraade og den ensidige Udvikling af enkelte Sider af
Personligheden, som derved fremkaldtes, til Skade for Livets sunde
og samlede Udfoldelse. Hans Hovedfordring blev da: Rendez
l’homme un! For at fyldestgøre den søgte han ned til Livets
umiddelbare og uvilkaarlige Former, til Følelseslivet i
Modsætning til Forstandslivet, til Livet i den frie Natur, til den
Stemning og den Trang, Livets skiftende Skæbner fremkalde
i Menneskers Sind. Det var det, han mente med «at vende
tilbage til Naturen». Det var, naar man holder sig til den
Afklaring, hans første Paradoxer fik i hans senere Skrifter,
ingenlunde hans Mening at fornegte Kulturen. Han fordrede
kun, at Kulturen skulde voxe frem af Naturen, svare til
Individets eller Folkets Udviklingstrin og helst opstaa ved
deres Selvvirksomhed. Det var Tanker, der pegede langt ud
over det attende Aarhundrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
