Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rousseau og det nittende Aarhundrede.
345
han saa end Præsident for utallige Videnskabsselskaber, og
rummede han saa end hele Mécanique céleste og Hegels
Logik samt et Resumé af alle Laboratoriers og Observatoriers
Resultater i sit Hoved, — saa er han blot et Par Briller, bag
hvilke der ingen Øjne er.»1 — Og som han stillede
Personlighedens levende Indre mod Videnskabens Former, saaledes
stillede han paa det religiøse Omraade den indre, subjektive,
i Tavshed vundne og maaske uudsigelige Forvisning i
Modsætning til alle Dogmer. — Ligesom Rousseau peger han ud
over Tidens Kultur og stridende Modsætninger til en ny
aandelig Kultur, der skal naas ved Udfoldelse af selve det
personlige Livs inderste Kræfter. — En stor Modsætning er
der paa mange enkelte Punkter mellem Rousseau og Carlyle.
For blot at nævne et enkelt Punkt: Carlyle nærmer sig til
en Kultus af Magten som i og for sig berettiget; men Rousseau
erklærede netop Sætningen «force ne fait pas droit» (Magt er ikke
Ret) for Hovedsætningen i «Contrat social». Men de mødes i
deres Opfattelse af Forholdet mellem Personlighed og Kultur.
— Beslægtet med Carlyles Optræden er Emersons og Ruskins,
og det nyligt Sagte gælder ogsaa for deres Vedkommende. —
I det skandinaviske Norden danner Kierkegaards
Optræden en Analogi til Rousseau’s og Carlyle’s. I sin
para-doxe Sætning: «Personligheden er Sandheden» stiller han
ligesom sine to Aandsfrænder det personlige Livs kæmpende
Higen i Modsætning til den objektive Videnskab saavel som
til kirkelige Institutioner og traditionel Tro. Ogsaa han følte
sig i skarp Modsætning til sin Tidsalder, som han anklagede
for at have glemt hvad det var at existere for Alvor. «Hvad
hjalp det mig», skrev han i sin Ungdom i sin Dagbog, «om
jeg udfandt en saakaldet objektiv Sandhed, naar den for mig
selv og mit Liv ikke havde nogen dybere Betydning.» Han
hørte til den Art Tænkere, han selv har kaldt «subjektive
Tænkere». En subjektiv Tænken fremgaar af det personlige
Liv og gennemtrænger dette. Den opløser ikke Livet i
Abstraktioner eller lader det gaa op i fantastiske Idealer, men
arbejder paa at fastholde og gennemføre den vundne
Erkendelse midt i Livets Realitet. Den subjektive Tænker er mere
Kunstner end Videnskabsmand; hans Tanke og hans Villie
gaa i Et, og da Livet med dets Skiften og med de mange
1 Sartor resartus. Book I, Chap. 10.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
