Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
Harald Høffding.
hvad Grundlaget for Behandlingen af det religiøse Problem
angaar.1
Meget tyder paa, at ikke blot filosoferende Teister, men
mange Mennesker fra det praktiske Liv paa Grund af deres
Livserfaringer kommer til saadanne Resultater. Man støder
i Livet ofte paa en Tro af denne Art, især hos Mennesker,
bos hvem Klarhed i Tanken er forenet med en levende og
varm Menneskekærlighed. Menneskekærligheden harmes
over Forsøgene paa at tilsløre Ulykkerne, og Tanken
gennemskuer Sofismerne i saadanne Forsøg. Det er et Tidens Tegn,
at en Tro som den omtalte saa ofte forekommer, og et af de
Tidens Tegn, der give Anledning til at mindes Jean Jacques
Rousseau.
d. Det Interessante ved at følge Rousseau’s Ændringer
og Udformninger af de Paradoxer, han fremsatte i sine første
Skrifter om Forholdet mellem Natur og Kultur, beror derpaa,
at han efterhaanden arbeidede sig frem til et moderne
Udviklingsbegreb i Epigenesislærens Aand. Sin Protest mod
Kulturen i Naturens Navn modificerede han senere saaledes,
at han skelnede mellem en Kultur, der er en naturlig Frugt
af individuel eller social Udvikling, og en saadan, der ikke
staar som Resultat af naturlig Væxt og Selvvirksomhed. Han
negtede, at Kultur uden videre kunde overføres fra et Folk
til et andet. I sin Pædagogik fremhævede han den kvalitative
Forskel mellem de forskellige Levealdre, især mellem
Barndommen og den voxne Alder. Barnet er ikke en Voxen en
miniature; men Barndommen er en ejendommelig
Existens-form, der stiller sine Krav og har sin Ret. Omtrent samtidigt
hævdede C. F. Wolff, Epigenesislærens Grundlægger i
Anatomien, at Overgangen fra Kimen til den udvoxede Organisme
sker gennem successive Forandringer, uden at de tidligere
Stadier behøve at ligne de senere. Væxt er Andet og
Mere end Forstørrelse.
Rousseaus Opfattelse af Udviklingen førte ham til at lægge
Vægt paa, hvad han kaldte negativ Opdragelse, der væsentligt
bestaar i at holde Hindringer borte, forat den naturlige Væxt
kan gaa sin Gang, og i at sørge for, at Paavirkninger først
komme, og Opgaver først stilles, naar denne naturlige Væxt
er tilstrækkeligt fremskreden.
1 Se Esqnisse d’une classification des doclrines, I, p. 276 ff.; 459, II, p. 306 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
