Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
S. Eitrem.
Intet er ham for hellig, intet ligger ham for fjernt. Han er
ogsaa den som mest høilydt har krævet at filologen ogsaa
maa være historiker, at ethvert dokument — sproglig, literært
eller kunstnerisk -— kun kan vurderes indenfor den historiske
sammenhæng. Derfor har det ogsaa været mulig for ham at
levere slike vegtige bidrag til det gamle Grækenlands
sam-fundshistorie og kultur som «Aristoteles og Athen» (1893),
«Den græske literatur» (1905, i «Kultur der Gegenwart») og «Ståt
og samfund hos grækerne» (smst., 1910). Hans ydelser her
har i alsidighet kun sidestykker i hans svigerfar, Theodor
Mommsens historie. Men her vil hans norske publikum selv
faa anledning til at følge hans aandfulde oversigter.
Trods sin eminente overlegenhet som intens tolker av en
svunden tids tanker og uttryk hadde likevel, tror jeg, aldrig
Wilamowitz naadd dit han nu staar, hvis han ikke hadde været
saa fyldt av sin egen tids tanker som lian i virkeligheten er.
For ham er i grunden Dante, Shakespeare, Moliére, Goethe og
Ibsen likesaa «klassiske» som hellenerne hinsides Olympen og
Kristi fødsel. Med en paralel fra en av vor egen tids digtere
kan han med ett slag kaste lys over et dunkelt sted, gjøre
et poetisk billede tydelig og en situation menneskelig. Dette
forstaar ikke mindst den unge filolog at sætte pris paa.
Wilamowitz har derfor stadig hat et voksende og begeistret følge av
elever, baade i Greifswald, Göttingen og Berlin. Det er ogsaa
en kjendt sak, at han ofte direkte hjælper dem i arbeider som
interesser ham, ja har stillet egne materialsamlinger til
disposition, naar han selv ikke har anledning til at bruke dem.
Han er aabenbart en likesaa varm ven, som han i sin
polemik staar steil og haard mot dem som ikke huer ham. For
ham gjælder først og fremst Platons ord i Phaidros: «Den
digter som uten at føie musernes sande begeistring i sig
banker paa poesiens dør og tror at metode og teknik alene
skaper digteren, han kommer aldrig til at faa digtningens
vigsel, hans koldsindede vers blir til aske for dem som
begeistringen gløder.» De ord anvender han paa filologen, for
deres sandhet er han selv det bedste bevis.
Og dem bør ogsaa hans publikum her lægge sig litt paa
sinde. Der trænges vel ogsaa en Wilamowitz’s veltalenhet
herhjemme for at aapne døren til den græske verden for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
