Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Brudstykke av en roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
Hjalmar Christensen.
«Vet du ikke?»
Tatjana rystet bare paa hodet.
«Jeg mener ikke, at I altid bevisst lokker en mand
videre. Men I skal altid sole jer.»
Tatjana saa smilende paa Gerhard:
«Ja, sol maa vi ha.»
Gerhard maatte ogsaa smile; han klappet Tatjana over
kinden:
«Du er søt, er du!»
Tatjana rystet igjen paa hodet:
«Jeg vil slet ikke være søt. Jeg vil være et menneske.»
Gerhard lo hjertelig:
«Er det ikke det jeg sier, at du er søt,» han drev videre,
«den lille vil ovenikjøpet være et menneske. Tør jeg spørre,
hvad du mener med et menneske?»
«Jeg vil ikke bare være kvinde! Naar en kvinde en stund
omgaaes en mand og er naturlig og fortrolig mot ham, saa
faar hun pludselig ikke længer lov til at være menneske.
Pludselig er hun kvinde for ham og ingenting andet.»
«Du har kanske ikke helt uret,» sa Gerhard
eftertænksomt.
Tatjana reiste sig:
«Ogsaa for dig er jeg mest kvinde. Du husker næsten
aldrig, at jeg er menneske ogsaa!»
«Men du gode gud, Tatjana, det mener du da ikke.»
«Jo! Jo!» Tatjana var paa graaten, hun vilde springe
forbi Gerhard, men han fakket hende og tok hende ind til
sig; hun stred imot, men han kysset hende over øine, mund
og kinder; tilsidst kysset hun ham heftig igien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
