Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. S. Worm-Müller: Ledende ideer i fransk historieskrivning i det 19de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522
Jac. S. Worm-Muller.
enhver tid dens egen farve. De vilde gjenopvække historien
saa man blev samtidig av begivenheterne. — «For fantasien»,
sa Thierry, «er der ingen fortid, og selv fremtiden blir
nærværende.» Han anvendte uttryk, navne, han mente var
karakteristiske for tiden; han skildret landet, vaaben og dragter
i farver. Det er en rigtig maate at finde den historiske
sand-het paa; men den er farlig, da den let fæster sig ved det ydre
og fører over i sit utspring, skjønliteraturen.
Thierry har hat mange efterlignere, som f. eks. Motley i
hans bok «The Rise of the Dutch Republic».
Her i Norge kan man trygt si, at Alexander Bugge har
været hans elev i godt som i ondt.
Guizot ser i utviklingen det samme maal som Thierry.
Som de Heste liberale franske historieskrivere, som f. eks.
Montesquieu og senere Taine, nærer han forkjærlighet for
England og henter sin doktrine derfra. I «den engelske
revolution» ser han den politiske frihets seier, men vel at merke
en privilegert frihet for den velstaaende og oplyste
borgerstand, en frihet for tryk fra oven, det absolute kongedømme,
og for det, som Guizot frygter mest, trykket nedenfra,
demokratiet.
Guizot er en aand, men ingen rik natur.
«Født bourgeois og protestant» har han sagt om sig selv.
Han er bourgeois i syn og ideer, kalvinist i struktur.
Rettroende, ubøielig i vilje som Calvin, ordenens forkjæmper
i politikken som i historien. Guizot ser filosofisk paa
historien, han søker de herskende ideer, som har bestemt
slegter-nes skjæbne og karakter. Han analyserer, skaper typer. Bak
kjendsgjerningerne ser han altid principper, som han
forbinder ved en storstilet syntese. At læse Guizots bok om
civilisationens historie er som at gaa i en fransk have. Intet
gror vildt, alt er disciplinert, gruppert og systematisert. Hvor
klar, hvor aandfuld, hvor inspirerende han end er, kan man
godt forstaa Michelet, naar han bebreidet Guizot, at han har
hatet livet. I sin «Civilisationens historie», som er hans
merkeligste bok, sier han, at oldtidens samfund var
behersket av én idé, enten teokratisk, demokratisk, oligarkisk o. s. v.
Det europæiske samfund derimot er efter romerrikets fald
kaotisk, indeholder liere motstridende principper. Han
bestemmer civilisationen som en fremadskriden, som en utvik-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
