Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. S. Worm-Müller: Ledende ideer i fransk historieskrivning i det 19de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ledende ideer i fransk historieskrivning.
533
derWaitz i (iöttingen blir han en stor lærer, en kildekritiker.
I sit hjerte hænger han ved Michelet, og det var en stor
biografi over denne, han 1111 holdt paa med, da han døde. Hans
beundring for Michelet og hans sympati med dennes idealer
forklarer tildels, at den stille forsker i Dreyfussaken forlot
studerkammeret og kastet sig ind i kampen for hvad han
kaldte retfærdighet og demokrati.
Der kan ogsaa nævnes andre store arbeider som Langlois’
bøker, Lavisse’s mønsterværdige verk om Fredrik II og
Ludvig XIV og hans tid og Sorels «Europa og revolutionen»,
hvor han fortsatte Toequevilles tanke, at
revolutionsfænome-nerne findes i Tanden régime. Tocqueville naadde kun at
paavise det socialt, Sorel har utført det i utenrikspolitikken,
hvor han viser, at revolutionsmændene var arvtagere av
Ludvig XIV’s erobringslyster.
Typisk for retningen erAulardog Seignobos. De lider
begge av en rørende overtro paa historikerens objektivitet.
De er begge egte franske doktrinære ved det, at de kjører
for langt ut i specialundersøkelsen og logisk fører den tyske
metode ut i yderste konsekvens og i sin foragt for de
tidligere historikere som videnskapsmænd
Aulard er betegnende nok professor ved Sorbonnen i
revolutionshistorie. Ved en uhyre flid har han fremtrukket
nyt stof til revolutionens politiske historie, og resultatet er
blit, at revolutionen ikke skyldes noget system, nogen idé;
men er bestemt av omstændigheterne, den ydre og indre krig.
Aulard haaber selv, at hans arbeider maa betragtes som
eksempler paa, at man kan naa sandheten ved den historiske
metode; men man tviler, naar man læser ham. Hvad
hjælper det at ha kilder, naar man ikke kan læse dem, naar
man ikke kan skille væsentlig fra uvæsentlig, naar man ikke
har noget psykologisk syn. Hvordan kan man indbilde sig
at være objektiv, naar man kun benytter de kilder, som taler
for ens egen opfatning.
Aulard har trods sine fortjenester, trods sit saakaldte
videnskabelige apparat netop gjort sig skyldig i de samme
feil, som han bebreidet de tidligere historikere. Han er det
bedste bevis for, at man ikke kan skrive revolutionens
historie uten at ta parti. Hans bøker er i virkeligheten uttryk
folden franske politiske radikalisme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
