Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. S. Worm-Müller: Ledende ideer i fransk historieskrivning i det 19de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
534
Jac. S. Worm-Muller.
Seign o bos er meget betydeligere. Han er først og
fremst metodiker, og hvor høit han her staar, kan man se
ved at sammenligne hans klare, præcise, logiske verk om
metode med tyskeren Bernheims omstændelige, uklare og
snakkesalige arbeide. Men man stiller sig skeptisk til hans
tro paa at finde den historiske sandhet ved bare et resumé
av en dokumentanalyse, naar man i hans fortrinlige,
oversigtlige og sjælløse «Histoire contemporaine» f. eks. finder, at
aanden i Leo XIII’s buller er den samme som i Pius IX’s.
Seignobos er idéløs; han ender sin historie saaledes:
«Julirevolutionen, Februarrevolutionen og krigen i 1870
er tre uforutsete kjendsgjerninger, til hvilke man ikke kan
se nogen almindelig aarsak i Europas politiske, intellektuelle
og økonomiske tilstand. Det er tre tilfeldigheter, som har
bestemt det nuværende Europas politiske utvikling.»
Aulard og Seignobos har beskyldt Taine for at være
nærsynt. Denne beskyldning er som en boomerang, den
gaar tilbake til dem selv.
Naar man er nærsynt og kun ser den nærmeste
anledning, blir det hele jo en tilfældighet. Ser man dypere, vil
man finde, at f. eks. Februarrevolutionen skyldes almene
idéer og interesser.
Det er derfor ikke forbausende, naar Seignobos ser
historikerens ideal i «at naa en formel saa upersonlig, at den
ikke kan redigeres anderledes».
Naar Michelet hævder, at den som utsletter sig selv i
verket, han er ikke historiker, og «at historien er i os», sier
Seignobos: «Væk med det personlige præg.» Historien maa
skilles fra kunst og literatur. Kunsten er personlig,
individuel, historieforskningen er upersonlig og kollektiv. De krav
man har at stille til et historisk arbeide er de samme som
ved et kemisk; det skal være klart, nøiagtig og præcist.
Det er en betragtning som er ganske rigtig for ett trin av
historieskrivningen; men skal den utstrækkes til det hele, skal
Guizot, Michelet og Taine henrettes som historikere, da
synker historieskrivningen ned til at bli et tarvelig haandverk.
Gabriel Hanoteaux, som staar i opposition til denne
nye retning, har i sin bok om Jeanne d’Arc gjort et
mæg-lingsforsøk, politisk ved at ville forene alle franskmænd om
Jeanne d’Arc som nationalitetens symbol, religiøst og filo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
