Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Einarsen: Budgettet - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Budgettet.
571
at den saakaldte parlamentarisme i forskjellige lande,
deriblandt ogsaa vort eget, nu maa ansees som definitivt
fast-slaat, medført, at de «store budgetprincipper» nu har tapt sin
politiske betydning. «Der Mohr hat sein Ding gethan.»
Følgen herav er igjen, at de «store budgetprincipper» nu kun
anskues og bedømmes fra et rent finansteknisk synspunkt.
Dette har igjen medført, at de kritiske indvendinger ut fra
samme synspunkt, som tidligere av politiske grunde ikke blev
og heller ikke godt kunde bli tillagt vegt, nu gjøres til
gjenstand for en mere uhildet overveielse. Og man er da ogsaa
blit mere tilbøielig til at medgi, at de finansielle resultater av
systemet ikke netop kan betegnes som briljante.
Men hertil kommer, at ogsaa de forhold, hvorunder det
finansielle centralisations- og konsolideringssystem bringes til
anvendelse, efterhaanden betydelig har forandret sig. Dette
princips gjennembrud og sukcessive gjennemførelse fandt
nemlig oprindelig sted samtidig med og saa at si pari passu
med en individualistisk bevægelse, der tenderte mot en
forkortning av statens og samfundsmagtens aktionsradius.
Karakteristisk for denne bevægelse var en sterk animositet mot
enhver indgripen fra samfundsmagtens side, hvis
virksomhets-omraade søktes indskrænket mest mulig og begrænset til
samfundets beskyttelse utadtil og sikrelse av ro og orden
indadtil. Navnlig var man enig om, at ståt og kommune var
uskikket for al økonomisk bedrift, der helt ut burde
overlates private. Det er klart, at denne samfundsopfatning, der
efterhaanden mere og mere blev den dominerende, ogsaa
maatte komme til at faa sine følger for den offentlige
finansforvaltning. Da samfundsmagtens formaal saaledes væsentlig
skulde være indskrænket til forsvarsvæsenet, rets- og
politivæsenet og til nød kanske ogsaa fremme av visse kulturelle
formaal, fulgte med denne bevægelse ogsaa en sterk tendens
til begrænsning av de offentlige utgifter, der desuten
overveiende maatte bli av en ren og ublandet «konsumtiv» natur.
Da det offentlige desuten efter denne opfatning ikke burde
besidde indtægtsbringende eiendomme eller drive
ind-tægtsbringende bedrifter, men væsentlig faa de til
dæk-kelse av de offentlige utgifter fornødne indtægter gjennem
utligning av skattebidrag, maatte dette ogsaa virke til, at de
offentlige indtægter blev av en forholdsvis usammensat natur.
38 - Samtiden. 1912.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
