Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betje Wolff og’ Agje Deken.
577
Var man ikke uafhængig stillet, sikrede man sig ved
Dedikationer en Mæcen og Beskytter eller tyede til en Profession,
der skaffede til Livets Ophold. Guldalderens Ypperste havde
ikke undseet sig for at bytte Pennen med et grovere Værktøj
og selve Vondel, Poesiens Altmeister, kunde i
Forretningstiden træffes bag Disken i den lille Strømpebod i
Warmoe-straat i Amsterdam, hvis Skilt bar det berømte Navn.
Hvad der gik an for de store, maatte ogsaa kunne passe
for de mindre, og følgelig gik Haandværk og Kunst fredeligt
Side om Side. Der sad de værdige Tobaksspindere,
Bogtrykkere, Blikkenslagere og hvad de monne være i ledige
Timer og skrev i deres Ansigts Sved opstyltede,
himmelsvæ-vende Poesier i sødladen Hyrdestil å la française. Til
Landet strømmede over af Vers, og Folk var ved at drukne.
Hvad hjalp de enkelte Bøster, der søgte at slaa til Lyd
for en sundere Retning og forlangte en kraftigere hjemlandsk
Kost ovenpaa den megen Fraadsen i franske Confitures, naar
Vinden vedholdende bar fra én Kant og stadig vandt Bifald
paa de højeste Steder!
Statholderen, Wilhelm d. IV af Huset Oranje, var
opdragen i den franske Aand og følte ingen Sympati for det
nyopdukkende fædrelandssindede Parti. Det var allerede
meget, at han var sit Lands Sprog saa mægtigt, at han kunde
skrive og læse det saa nogenlunde, videre brød han sig ikke
om, og hvad hans kongelige Højhed ikke brød sig om, kunde
endnu mindre tiltale hans nære Omgivelser. Sproget havde
i de regerende Kredse været fransk, saa længe man kunde
mindes. Bourgeoisiet udtrykte sig med ikke mindre Lethed
i det elegante Nabosprog, og Digterlaugets faste Stab lod sig
ikke standse, den skrev ihærdigt videre efter den paa højeste
Steder approberede Recept.
Var Poesien saa ilde faren, var Prosaen ikke meget
bedre stedt.
Ogsaa den var i Guldaldertiden drevet op til en vis
Fuldkommenhed. Den store Drost og Digter Hooft skrev sine
Prosastykker i den højtidelig «gyldne Stil og værdige
Borgmestertone», der var hans særkende, og hans Tilhængere
fulgte trofast i hans Spor. Men alt som Tiden led og den
slette Smag bredte sig, forfaldt ogsaa den og slog over i den
blødsødne Sentimentalitet, der huserede som en Smittesot.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
