Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betje Wolff og’ Agje Deken.
589
at læse hendes Skrifter, fik hun en brændende Lyst til at
lære hende nærmere at kende.
At den lille Fru Betje med sit livlige Temperament «begik
saa mange Dumheder, trods sin ypperlige Forstand», gjorde
den alvorligt anlagte Kollega bitterligt ondt, og i sit stille Sind
besluttede hun at hjælpe den ubekymrede til at bevare sit
gode Navn og Rygte uplettet og bibringe hende et dybere
Syn paa Livet.
En skønne Dag ankom, mellem den daglige Mængde
Brevskaber Fru Betje modtog i sin Præstegaard, en Skrivelse
fra Amsterdam, der satte hende i det stærkeste Sindsoprør,
«Et Brev saa uforskammet, saa fuldt af Bebrejdelser og
Beskyldninger, som vel nogen dannet Dame har faaet fra
et fremmed Væsen, man aldrig har set eller er kommen
for nær!»
Men det underlige var, at jo mere Betje tænkte over de
«Uforskammetheder», jo mer gik det op for hende, at
Grundtonen i dem udsprang af den varmeste Menneskekærlighed.
Og Svaret kom ikke til at lyde fuldt saa bidsk, som det straks
var tænkt.
Agathe Dekens næste Breve blev af en hel anden
Beskaffenhed. Tonen var stemt mange Grader ned, og Fru Betje
modtog dem med et lille tilfreds Smil. Men først da de to
Kolleger samme Aar mødtes, gled al Mistillid og
Tilbageholdenhed væk, og det Venskab knyttedes, der uforanderligt
holdt ved til deres Livs Afslutning.
Med vanlig Entousiasme gik Betje op i det nye
Bekendtskab, og tolerant som altid lagde Pastoren hende ikke et
Straa i Vejen. «Hvad der glæder hans lille Kone, glæder
ogsaa ham» — kunde hun med fuld Føje forsikre, og lang
Tid var der ikke mellem de Besøg, den henrykte Bybeboer
gjorde i den gæstfrie Præstegaard.
«Tro mig, det er et højst ulige, morsomt Vennepar vi
udgør — Agje og jeg — skrev Fru Betje i et Brev fra den
Tid. Hun statelig, stiv og stilfærdig, beskedent klædt, med
et tilbageholdende næsten forlegent Væsen og altid
udtrykkende sig med det urokkeligste Alvor. Og Betje fiks, fejende,
et sandt Barn af sin Tid, klædt i hvidt, munter, luftig,
imødekommende og smilende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
