Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betje Wolff og’ Agje Deken.
591
levende og munter, at det var, som mødte man hende ikke
her for første Gang, men havde kendt hende længe.
Alt var gammelkendt og dog saa nyt i denne Bog, at det
maatte forbløffe. Kun Rammen var den gængse. De to
Forfatterinder havde benyttet sig af Brevformen, som den engang
foretrukne, og vel ikke mindst fordi den bedst egnede sig for
to samarbejdende Forfatterpersonligheder.
Hvem af de to var nu den egentlige Ophavsmand til
dette Værk? — var det Spørgsmaal som straks satte
Læseverdenen i Svingning.
Man søgte ihærdigt efter Skel og Mærke, efter paaviselige
Uoverensstemmelser i Karaktertegningen, men uden Resultat.
Ikke paa noget Punkt falder Personerne udenfor Rammen,
en og samme Tone gaar gennem den hele Komposition fra
Begyndelsen til Enden uden Afvigelse og Spring; og man
kom efterhaanden til den Slutning, at det Hele oprindelig
var Betjes Arbejde, at Agjes Medarbejderskab mest var til i
hendes rige Fantasi og varme Venskabsfølelse — under alle
Tilfælde blot af ganske sekundær Art.
At Heltinden var et tro Billede af hende selv, kunde ingen,
der kendte det mindste til hende, lade være at se; men det
forhindrede ikke, at jo Agje, der kendte sin Kontubernal ud
og ind, kunde udarbejde Figuren med den levende Model
for Øje.
Men trods den enes dybe Indignation og hæftige
Forsvarstale og den andens beskedne Protest og Forsikringer,
lod den offentlige Mening sig ikke saa let afsnakke, og først
langt senere hen gav Litteraturhistorikerne den besvegne
Forfatterinde de Laurbærblade tilbage, Samtiden havde berøvet
hende.
Hvordan Forfatterskabet end havde været fordelt, blev
Bogen et Gennembrud for den nye Retning, en
Nationalbegivenhed, der beviste sit Værd ved ned gennem Aarene
stadig at komme i nye Oplag. Oversættelser til fransk og
tysk bragte ogsaa dens Ry langt ud over Landets Grænser
og gav de to Forfatterinder en Særstilling blandt deres
litterære Kolleger.
Den megen Virak fik dog ikke Beboerinderne af
Lom-merl ust til at lægge Hænderne i Skødet, og hvile ud paa
Triumfen, tværtimod æggedes de til stadigt nye Arbejder —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
