Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 Dikken von der Lyhe Zernichow.
engang har Tid til at klippe Negle (med Tugt at melde!).
Ikke fordi jeg er bleven Dronning af Barataria, men fordi
jeg maa hænge i med baade Næb og Klør, om jeg skal kunne
tjene til Livets Ophold.»
Det kunde dog ikke være andet, end at de mange
Genvordigheder og det anstrængte Arbejde i Længden maatte
svække endog hendes Mod og Livslyst og gøre hende tavs og
nedslaaet. Kun som Solglimt viste sig nu hendes fordums saa
smittende Munterhed, og kun sammen med de allernærmeste
Venner kunde hun endnu spøge over deres Stilling som
«Millionærer i Tab og Bekymringer».
Med det nye Aarhundrede begyndte saa den pinefulde
Sygdom, en Art Nervekrampe, der efter tre lange Aar
kæmpede om hendes Liv, hvor Agje led med hende og plejede
og passede hende med en aldrig svigtende Omhu.
Der kunde gaa Maaneder, hvor Anfaldene kom saa ofte,
at hun «bogstavelig ikke havde et Minuts Fred, og selv
Lægerne stod tavse og forundrede overfor en saa kraftig
Konstitution og en saadan Evne til at holde ud».
Men endelig gav ogsaa den fortabt og den femte
November 1804 lukkede Betje sine trætte Øjne for sidste Gang
og døde i Agjes Arme.
En saa grænseløs Fortvivlelse og Tomhedsfølelse greb
denne, at «Hjærtet brast», og kun ni Dage efter fulgte hun
sin «dyrebare, elskede Veninde» i Døden, som hun i
otteogtyve Aar havde fulgt hende i Livet.
Paa samme Dag, Side om Side, blev de begravede under
uhyre Deltagelse, paa Kirkegaarden «Der Navolging» ved
Scheveningen.
Hver for sig havde de to Forfatterinder kunnet bringe
det vidt, selv om Agathe Deken aldrig var kommen paa Højde
med den langt genialere Elisabeth WolfT-Beker, men sammen
naaede de først den Fuldkommenhed, der skabte deres varige
Ry og gav sit bedste Udslag i den Bog, der staar uovertruffen
i den hollandske Prosalitteratur.
Spredt rundt i det Utal af Vers og Prosa, der skyldes
Betjes Pen, findes Perler af det reneste Vand og en
skinnende Ægthed, som altid vil beholde deres Værd, men
Tilgangen er ofte besværlig, takket være den store Ordrig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
