Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. Hammer: Tyrkiets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyrkiets fald.
i længer. Trods alle de besværinger, som i aarenes løp har
været rettet mot de tyrkiske myndigheter for deres utrolige for
sømmelighet og likefremme grusomhet overfor deres under
saatter av slavisk race vi tænker her nærmest paa befolk
ningen i Makedonien og Thrakien er det nemlig en
kjendsgjerning, som er bekræftet av paalidelige autoriteter,
at reformer i det tyrkiske rike, var noget av det, som Tyr
kiets slaviske naboer bulgarerne, serberne og montene
grinerne aller nødigst saa. Det er likeledes paa det rene, at
der ved flere leiligheter ved hjælp av hemmelige samfund,
som stod i utenlandsk sold, er gjort forsøk paa at frem
kalde indre oprør i Makedonien og andetsteds, som man
kunde gjøre regning paa vilde bli kuet av myndigheterne
med blodig haand. Kort sagt, der er blit arbeidet systematisk
av «de smaa naboer» paa at faa Tyrkiet til at begaa de
tlest mulige taapeligheter.
For Tyrkiets gode navn og rygte i det internationale
omdømme har denne lumskhetens politik været av ødelæg
gende virkning, og i vore dage er ingen teori mer al
mindelig, endog blandt de mere oplyste elementer inden den
europæiske almenhet, end at tyrkerne er en vild og blod
tørstig race, hvis utskeielser Europa bare altfor længe har
baaret over med. Det virkelige forhold er, at grusomhet er
en egenskap, som er fremmed for det tyrkiske folkelynne, og
at fanatisme overfor anderledestroende aldrig har været en
bestanddel av muhammedanismen. Da tyrkerne slog sig ned
paa Balkanhalvøen i det femtende aarhundrede, kom de som
repræsentanter for en høiere kultur end nogen av de folke
slag de støtte sammen med, og i kraft av denne sin over
legenhet giorde de sig til herrer over dem. I tidens løp ut
viklet det tyrkiske herredømme sig til et rolig og fredelig
styre uten rivninger mellem centralmyndigheten i Konstan
tinopel og de undertvungne nationer. Fra det attende aar
hundrede — for ikke at gaa længer tilbake —har vi Gibbons
vegtige vidnesbyrd for den tolerance, som det tyrkiske styre
viste overfor den kristne kirke og dens repræsentanter, og i
sine breve fra Tyrkiet fra slutten av samme tidsalder for
tæller Lady Montaigu om det udmerkede gjensidige forhold
mellem tyrkerne og de kristne.
Disse beviser, som det vilde være. let at supplere
27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
