Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Fasting: Smaa minder om Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Fasting.
son op, «de kalder sig mine venner og saa bor de hos mine
tiender !»
En anden gang kom jeg ilde avsted fordi jeg ikke übe
tinget kunde beundre Holger Drachmann. Det paadrog
mig en forholdsvis mild avstratfelse. I denne feide kom for
resten professor Sars mig til hjælp ved at sige: «Aa, han er
nu vel meget av en helvedeska’l» (Drachmann nemlig).
Jeg undres i det hele tat paa hvad der vil bli sagt
om Bjørnsons kritiske evne. Naturligvis manglet han ikke
en saadan, men jeg tror man maa sige hans domme under
tiden var ensidige. Hvilket berodde paa hans sterke følelse
for enkelte sider av verket eller hos forfatteren og paa hans
superlativiske uttryksmaate i saadanne tilfælde. «Ja jeg be
dømmer ikke bøker saan» (nemlig som andre) sa han engang
ganske likefrem. «Naar jeg tinder noget saa udmerket som
det der, saa er det mig nok.» Han fandt aabenbart og
besynderlig nok ikke smag i Garborg. Han var fortryllet
av Kielland, og det kunde han sagtens være. Han sa ved
en viss leilighet : «Jeg skal engang vise det norske folk hvilken
digter de hadde i An dr eas Munch, man har ikke ydet ham
retfærdighet.» Han satte stor pris paa Kristian Elster
d. æ. Jeg var paa et visst tidspunkt endnu ikke kommet til at
læse «En korsgång». I den anledning straks en lusing: «Vor
Herre vet hvad folk læser nu til dags!» Engang sa han:
«Jeg faar naturligvis ikke lov til at uttale mig om Ibsen,
det vilde bli misforstaat, men jeg vil dog her sige at der er
noget hysterisk i hans digtning som nok engang vil føles.»
«Terje Viken» kom paa tale. «Ja der er er jo glimrende
træk, av naturlivet og saan, men selve handlingen hører fan
den til!» Det aar «Brand» utkom, holdt han en tale ved en
sangerfest paa Tivoli, som han begyndte med at omtale det
mægtige indtryk digtet hadde giort paa ham. Hvor var han
ikke grepet av at Ibsen paa sin 70-aarige fødselsdag hadde
tat hans hænder mellem begge sine og sagt: «du er dog den
jeg i hele mit liv har holdt mest av.»
Bjørnsons forhold til sine venner frembød vistnok steike
svingninger, paa samme tid som der var noget svært trofast
ved ham. Mine egne erfaringer herom er ikke betydelige
jeg stod ham heller ikke sa a nær. Han taalte godt at mot
siges. Han forærte mig engang sit portræt med den smukke
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
