Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thorvald Aarum: Syndikalismen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Syndikalismen.
protest mot at ta tiltakke med dens haarde vilkaar og dens
maaske noget tarvelige det kan gjerne indrømmes be
lønning av menneskenes stræv og forhaabninger.
Men vil denne flugt nytte noget; vil dette, at man paa
et saa «materialistisk» omraade som det økonomiske gir sig
de uklare stemninger og følelser ivold istedenfor at folge de
veier, som hittil har bragt menneskeheten sikkert om end
langsomt fremover, virkelig i længden vise sig at være en
vinding? Svaret skulde vel ikke være tvilsomt Hvor stor
veltalenhet man end formaar at præstere, og hvor stor be
geistring man end kan fremkalde ved sine «myter» og andre
suggererande midler, saa maa det vel være en given sak, at
man ikke derved kan sætte hverken de naturvidenskabelige
eller de sociale utviklingslove ut av kraft. Man vil ikke ved
nogenslags filosofiske bukkespring og dialektiske taskenspiller
kunster kunne formåa at tvinge samfundets utvikling ind paa
baner, som ikke er foreskrevne av selve de kræfter, som har
styret samfundsutviklingen hittil. Al utvikling er en organisk
sammenhængende vekst, en fortsat følge av tilstande, hvor
den foregaaende betinger den efterfølgende, og intet voldsomt
brud paa denne lovmæssige sammenhæng vil kunne ske
ustraffet. Natura non facit saltum. Dette skulde jo just være
styrken ved Marx’s lære, at han har paavist denne utviklings
lovs gyldighet ogsaa for samfundets vedkommende uanset,
hvorvidt man vil anerkjende rigtigheten av den specielle for
mulering, han har git loven. Men dette sætter syndikalisterne
sig utover, tiltrods for at de vil regne sig som mesterens di
scipler. Isteden vil de sætte en vilkaarlig, intuitivt fremelsket,
impulsiv «revolutionær vilje», som intetsomhelst hensyn tar
til forliggende fakta og økonomiske love, men simpelthen tror
at kunne trodse sig frem i kraft av en foregiven magisk ind
flydelse paa menneskenes handlinger. Det er intet mindre
end at sætte underet istedenfor kausalitetsloven, mysticisme
istedenfor realisme. Med al respekt for den rolle, den men
neskelige vilje og menneskets egen maalsætten spiller som
faktor i den sociale utvikling, er dog intet sikrere, end at
det først er gjennem klok utnyttelse av de i utviklingen
virkende reale kræfter, man kan gjøre sig haab om at op
naa resultater. At ville er ikke nok. Man maa nok trods
den Sorel-Bergsonianske visdom la sin vilje styre av den
159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
