Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Sfinksens gaade. Eller spørsmaalet om folkenes fremgang og forfald. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polyl ii Historiae, ed. Fr. Hultsch, vol. IV, side 1356—7.
Chr. Collin.
vi om en lignende ytring av den samme Scipio i det histo
riske øieblik, da han netop gav ordren til at stikke Karthago
i brand. «Han grep min høire haand og sa: «Dette er en
skjøn og stor ting, min Polyb, men jeg vet ikke hvorfor jeg
frygter og ræddes for, at en anden skal engang gi den samme
befaling overfor min fædreneby.» 1
Den yngre Scipio og Polyb, den store feltherre og den
store historiker, et av oldtidens merkeligste venne-par, var
begge av Panaitios oplært i den stoiske filosofi. Til grund
for den tanke, at den samme skjæbne, som de begge hadde
set overgaa to stormagter, Makedonien og Karthago, med
naturnødvendighet sent eller tidlig vilde ramme Rom, til
grund for denne frygt ligger efter al sandsynlighet den hi
storiske filosofi, som stoikerne i tilknytning til Platon og Ari
stoteles og ældre tænkere hadde utviklet paa en lid, da de
græske by-republikker sank ned fra sin gamle storhet. Den
filosofi nemlig, at folkenes, som de enkelte menneskers og
hele det synlige verdensalts, skjæbne er en rundgang, en
cyklisk proces. Efter opgang følger nedgang, efler vekst op
løsning og død. Det er naturens orden, skjæbnen, den gud
dommelige fornufts verdensvilje.
For grækeren Polyb, som før han ftildendte sit verk
hadde set sit fædrelands, det achæiske forbunds, fald og
været vidne til, hvorledes hele den helleniske nation gik til
bake i folketal og sedelig kraft 2, netop for ham maa der ha
ligget en dyp trøst i denne tanke, at hvert folk hadde sin
skjæbnebestemte tur til at være ved magten og atter synke
ned. Gjennem stoikeren Panaitios hadde efter al sandsyn
lighet denne græske filosofi trængt ind i sel ve seierherrernes,
de stolte romeres, bevissthet. Den yngre Scipio Æmilianus,
der som yngling sammen med sin far hadde kjæmpet ved
Pydna og bragt makedonernes rike til fald, og som to og
tyve aar senere paa senatets bud hadde git befaling til
at lægge Karthago i aske, seiv han hadde midt i seierens
stolteste øieblik næsten ufrivillig maattet tænke paa, at den
samme skjæbne förestod hans eget Roma. Rektors vemodige
ord til sin Andromache i Homers Iliade paatvang sig hans
2 Se Polyb, Hultsch’s utgave, IV, 39, 9 (side 1334) om aarsakerne til at
Hellas blev folkefattig.
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
