Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Thomas Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nærup.
og prikke sine pligter som det er hendes stolte, fornemme,
sjælsrene natur værdig. Men det liv, hun lever, efteråt ulyk
ken er brutt ind over hende, er merket av døden. Hvilken
gripende motsætning mellem billedet av den aldrende kvin
des henvisnen og hensvinden i resignationens frostgraa vinter
luft og skildringen av den unge pike, nåar hun vaagner til
livets fest: «I alderen fra sytten til tyve aar gaar den unge
pige omkring i sin fars hus og paa gaden. Hun taler, ler, og
hun tænker ikke paa, at mange ser hende, og mange som
taler med hende, ser hendes smil og hendes øine. Kvinde
smil, saa mangfoldige er de, og kvindeøine, saa mange færdes
de omkring! de lyseblaa, de gråa, de brune, de sorte, de let
sindige, de alvorlige, de sanselige, de rolige. Og alle trækker
de straaler efter sig som den flyvende sommers spind. Ja,
hvor den unge smukke kvinde gaar, der klimprer det som
fra dulgte strenge. Mændene blir underlige, hvor hun skri
der frem, snart smiler de, snart blir de alvorlige, idet de gaar
videre efter stjaalent at have vendt sig efter hende. Og den
unge kvinde lar mændene staa tilbage, og hun skjuler ikke
sit legeme, sit smil, sine øine for de næste, hun møder, og
hvorfor skulde hun ogsaa giøre det! . . . Men derfor gaar
hun og kaster om sig af skjæbnens korn, der ofte er farlige,
nåar de faar blød muld at gro i . . .»
Svakere i form og ringere av indhold er den store roman
«Enken», her er det egentlig kun slutningen, som har værdi.
Men med «Gunvor Kjeld» nåar digteren atter op paa høiden
av sin evne som billedskaber og forkynder. Som Johannes
Kjelds stolte, rene skikkelse stiger frem for os, først set paa
bakgrund av en streng og mægtig natur, saa i ensom kamp
mot hjertekulden og den golde forstenede rettroenhet hos
kirkens officielle sandhetsvidner ... er der en profetisk glød,
en mild medmenneskelig visdom over digterens ord, som gaar
en like til hjertet. En naturberust fromhet, der like let tin
der uttryk i en primitiv fantasis naive billedtale som i en
livsprøvet seers instinktive forstaaelse av sammenhængen i alt,
som rører sig mellem himmel og jord: «Vort liv udstødtes i
natten og forsmædelsen, da vi vilde gribe den store glæde.
Os blev givet at lytte til hanegalet, at se stjerneskud over
nattehimlen som hurtige mindelser om lyset . . . Jeg vil se
de hjemløse og fredløse. Jeg vil lytte til al den uro, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
