Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Aukrust: Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olav Aukrust.
land skrev sin tids skriftsprog, turde være almindelig be
kjendt. At han efter evne, tid og leilighet drog frem norsk
«kampesten» og krævet virkeligheten av et selvstændig
norsk skriftsprog «før aarhundredet nedrødmet» likesaa.
Han fik da ogsaa høre om det av tidens sprog- og kultur
bevarere. Wergeland, og de andre fornorskere, var «Raa
hedens Repræsentanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti,
Myseostædere og Akkevitdrikkere m. m.», samt «Sprogflikkere
og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med
den groveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents
fortvivlende stræbende nden fast Maal og sikker Plan for
hutlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden».1
Bjørn Bjørnson er ikke synderlig mere naadig overfor vore
dag es fornorskere (som altsaa nu, tænk det, ved indgangen
til vor nye frihets andet aarhundrede staar i begrep med at
ville realisere Wergeland): «Enhver har moralsk ret til at
hugge ned og sparke unda som han seiv vil.» «Og vi blir
hvite av skræk og løper til og hiver i sjøen ord og konso
nanter og likt og ulikt saa det kan flyte mot syd dit
det kom fra.» «Vi klasker ind ord og bokstaver som passer
saa siet til sine omgivelser som henslængt kampesten i en
gammel velstelt park.» Mot saadan uterlighet, overfor slik
vederstyggelighet paakalder Bjørn Bjørnson Wergeland;
han gjør det «med tanken paa navnets skjønne betydning».
Jeg er ikke et øieblik i tvil om, at Wergelands nærværelse
ved denne leilighet vilde fremkalde en egen virkning, men
neppe den forønskede. Hans nærværelse vilde i dette øie
med være like saa paakrævet som orkanen ved en ildebrand,
hans assistanse under arbeidet med at avstænge denne dam
likesaa fortræifelig som tusen løsnede skred i vaarflomtiden.
Kr der nemlig nogen nordmand, som i stor stil og paa en
avgjørende maate har bragt forstyrrelse og «kampesten» ind
i vor «gamle velstelte park», da er det Wergeland.
Saa fra først av kunde jeg siet ikke skjønne, hvor Bjørn
Bjørnson vilde hen. Men överskriften stod der i sin monu
mentale trods. «Wergeland». Jeg begyndte at bli dygtig
spændt paa, hvormed han kunde være til tjeneste under
disse omstændigheter. Jeg ventet mig noget i retning av
1 Prof Olaf Skavlan: Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudstykker»;
Arne Garborg: «Vor sprogudvikling .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
