Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Aukrust: Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olav Aukrust.
ynde? Eller tør nogen paastaa, at det er uten uttryk for
tankens seier og uten evne til at gi følelsen dens navn? Jeg
tør fremsætte, at dette sprog er istand til at fylde liden
skapens vildeste orkester og forventningens tauseste fryd,
at det har strenge for sindets lønligste lyst og bøn for for-
sagelsens blekeste barn, —at det vedkjender sig sjælens hemrae
ligste længsel og er intuitionens intimeste medvider.
For dem, som forstå a r det, for dem, hvis morsmaal
det er. Og det er mange i Norge, som vedkjender sig dette
maal som sit morsmaal. Hvad hjælp kan det saa være i,
at nogen av de utenforstaaende kommer og sier at det
ikke eksisterer? Hvad det end føler ved deres foragt det
dør ikke av den.
Fra først av, d. v. s. saa snart man nogenlunde begyn
der at «faa ordet i sin magt», er jo de fleste mennesker her
i landet maalstrævere (og det aldeles ikke bare i den forstand
som enhver ny verdensborger er det): man konjugerer ver
ber, bruker diftonger, tre kjøn o. s. v. dristigere og mere kon
sekvent end de ivrigste fornorskere. Særnorske syntak
tiske eiendommeligheter, titusender kavnorske ord lever sit
liv i «forborgen frodighet», i sorg og i glæde, i længsel og
lyst. Dette er «sandhetsmunde», som aldrig kan dø, saa
længe vort folk holder sig friskt i sin rot. Den er sterk,
denne rot, og den dirrer i et boblende liv, som ormeeiter og
galdretunger aldrig har eiet evne til at klumse. Den gaar
dypt, denne rot, og den næres av et opkomme, som ingen
nattefrost har naadd ned til. Som den sprængte en fire
hundredaarig realunion med Danmark og en hundredaarig
personalunion med Sverige, saaledes vil den ogsaa sprænge
nuværende hindringer.
Ingen magt har kunnet paralysere vort folks indre orga
ner; ingen kan kvæle den intime forstaaelse mellem aand
og uttryk. Sidst av alle kan digteren svike folkets tunge,
hos ham maa folket høre gjenklangen av sin tale, «det
høre maa, som i sin dal, i digt og skrift sit maals metal»
(Wergeland).
Det er i muldjorden og folkedypet, røtterne gror, in
stinkterne drømmer, følelsernes oprindelighet flammer; herfrå
kommer förnyelsen.— Hvor skulde de levende og avgjørende
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
