Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reidar Mjøen: Richard Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Richard Wagner.
i «Tristan og Isolde» ekstatiske utbrud, som virker som
erotisk-hysterisk tungetale. Høiest staar i literær henseende
«Ringen» og «Parsifal»; men ogsaa i «Ringen» er der enkelt
heter og kombinationer, som ingen født av kvinde endnu
har skjønt meningen med, den norske Edda i en av
grundsdyp tysk spekulations tjeneste. Mange av Wagners
utgivne breve er rene orgier av «vellystsmerter» og døds
længsler. Naar man vet, hvilken skarp og energisk forret
ningsmand Wagner var sit hele liv, levende interessert for
sine verkers ideelle og materielle sukces, virker ogsaa hans
stadige pukken paa sin livslede og verdensforagt noget underlig.
«Jeg har ingen tro mere og kjender kun et haab, en søvn
saa dyp at al følelse av livspine ophører . . . Blot foragt for
verden er paa sin plads;» «Det er mig aldeles übegripelig,»
svarer fru Wesendonck ham engang, meget fint, «hvorledes
man samtidig kan foragte og dog søke sukces.» Man maa
holde Wagner som kunstner tilgode, at hans filosofi gjør
et mere lidenskabelig end sindig og dypsindig indtryk.
Fra teatret paa høien klinger nu et hornsignal ut i efter
middagen. Det er et av ledemotiverne i aftenens operaforestil
ling. Og godt rustet med indvendinger mot digterkomponisten
gaar jeg de hundrede skridt op til festspilhuset.
Publikum strømmer til indgangene. Jeg konstaterer uten
vanskelighet, at garderoberne er meget daarlig indrettet.
Menneskemassen trykkes og puffes omkring nogen smaa
trange boder, hvor endel bayrerkoner staar og ekspederer
umaadeligsent, med mye unødig pratindimellem i sin uforstaae
lige dialekt. Saa, ikke engang garderobespørsmaalet ved sit teater
har denne verdensforløser formaadd at løse! Der høres smaa
varme utbrud blandt mængden, paa tysk, fransk, engelsk;
seiv henter jeg frem de ukvemsord mot Wagner, jeg kan
huske fra Hanslicks og Nietzsches arsenaler. Ha, denne
kvindfolkkomponist og forfører i stor stil, denne fordærvelige
dilletant av en musiker, med sin seige og svedige tonekunst,
som ikke engang er tonekunst, men en sump, et motbydelig
mudder, en sygdom paa det tyske folk. Optændt av Wagner
hat av sorten fra for 50 aar siden gaar jeg ind i salongen.
Et halvmørkt og umaadelig stort rum, enkelt og prunk
løst utstyrt. Gulvet i svær heidning ned til det overbyggede
orkester. Og kun gulv. Ikke rader. Ikke sideloger. Bare
323
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
