Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Sfinksens gaade. Eller spørsmaalet om folkenes fremgang og forfald. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 Samtiden 1913.
Sfinksens gaade.
bønderne bygges der borge og befæstede stæder. Krigeradelen,
med fyrsterne i spidsen, viser sig i nogen tid som en virkelig
tjenestedygtig adel. Den arbeider for hele samfundets vel.
Den skaper landefred.
Samtidig utfører geistligheten den tredobbelte bedrift: at
omvende nordboere og ungarere til kristendommen og der
ved indforlive dem i kristenhetens hærmagt; desuten at
indlede den store fredsbevægelse ved at indstifte «guds-freden»
(treuga Dei), en ophævelse av næveret i fire og et halvt døgn
hver uke, foruten paa de kirkelige festdage; og endelig at
sætte igang korstogene, hvorved kongernes og krigeradelens
eventyr- og rovlyst avledes utad, mot Orienten, og bidrager
til at tilknytte nye forposter for handel og skape veifred paa
Middelhavet.
Det nye kultur-opsving indledes altsaa med en stor reli
giøs og social-etisk vækkelse, som gjør overklasserne til mere
eller mindre selvhengivende tjenere av almenvellet. De store
munke-reformationer, cluniacensernes, cisterciensernes og
endelig franciskanernes og dominikanernes, er betegnende
utslag av denne vækkelse. Rovkrigeradelens delvise omdan
nelse til et virkelig ridderskap, vigslet av kirken til kamp for
retten og vergemaal for de undertrykte, er et andet utslag av
den samme aand. Trubadur-sangernes forherligelse av kvin
den, ofte overspændt og paa vildspor, men endog i sin over
drivelse forstaaelig som motvegt mot feudaltidens brutale under
kuelse av kvinden, hører med i den samme store bevægelse.
En ny begeistring for kjærlighet, brorskab, gjensidig hjælp
(for «communitas» og «universitets») gaar som en vaarvind over
hele den vesterlandske verden. I dens spor blomstrer livs
glæden, poesien, musikken, dansen, alle skjønne kunster. Man
feirer vaarens og forsommerens komme, i maifesten og kjede
dansen i det grønne. Kirkerne nybygges eller vider sig ut og
gir en tidlang ly for den nye trang til feslglæde, livsmod og
borgerlig frihet. Aldrig var der større husrum og hjerterum
indenfor et menneskelig bygverk. Det er som om kirken
retter sig op for at rumme den høieste menneskelige higen. De
svimlende høie gotiske krydshvælv synes at hæve tak over alle
de nye kunster og videnskaper. Der holdes stundom parla
ment i kirkerne. Man faar lov at danse paa kirkegaardens
græsvold eller paa den aapne plads foran kirkerne, især paa
365
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
