Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Andersen: Tycho Brahe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29 Samtiden 1913.
Tycho Brahe.
famler paa at forme den sidste Draabe af sit Liv i en ryt
misk Mumien som et Dryp, hvormed Møllehjulet standser,
nåar Våndet slipper: at det dog ikke raaa have været for
gæves !
Og under disse febrilske Anapæster, denne Verse-Stump
af Arbejdets hedenske Salme, taler det svindende Livs op
rigtige Prosa, Angsten og Naget imod dem, der skal leve
efter som Medbejlere, Lærlinge, Arvtagere: «Bare det nu ikke
skal komme til at se ud, som om mit Arbejde havde været
til ingen Nytte.» Thi saaledes vilde en Latin- og Menneske
kender gengive denne Helgens sidste Ord i Dødens salte
Pine.
Dersom Præsten, der talte ved Tychos fyrstelige Ligfærd,
havde været til Stede ved hans Død og havde haft Forstand
paa, hvad der skete, og Mod og Evne til at sige det, vilde
han ikke have lignet ham ved en Halvgud, men ved en
Dæmon. Han kunde i sin og Tychos Stil have sam
menlignet den store Arbejder, hvis Fingre endnu i Døden
krummede sig om sit Redskab, med Ixion, der i Under
verdenen idelig hvirvledes rundt af et rallende Hjul til Straf
for sin Begærlighed.
Dersom Tyge Brahe var død tre Hundred Aar senere,
vilde Aviserne og deres Publikum være enedes om at be
klage hans triste Død. Saaledes hed det almindeligt, da en
af vor Tids største Arbejdere, Emile Zola, døde af en ærger
lig Aarsag.
Men Tycho døde ikke som en Dæmon, og han fik
ingen trist Død, men en tragisk Død. Det er ikke det samme,
men det modsatte.
Det «triste» eller sørgelige er, at noget gaar til Grunde.
Det tragiske er, at skønt eller fordi noget gaar til
Grunde, lever noget andet og større efter, den Ide, som dette
Arbejde har tjent, den Kraft, hvoraf dette Menneskeliv har
været opfyldt. Det gælder at tro paa Loven om Kraftens
Bestaaen ogsaa i det aandelige Liv. At bøje sig for denne
Lov er Lydighed. Lad mig ikke have levet forgæves! Det
er: Lad mig seiv forgaa, men lad det beståa, hvorfor jeg
har levet. Det er Aandens Bøn.
Hjertets er den modsatte: Lad mit Værk forgaa, men
hold mig seiv i Live.
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
