Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens «Peer Gynt».
menneske, som fastholder erindringen om hans sande jeg og
hjælper ham ved sin tiltro til ham.
Paa denne maate er den gradvise hensvinden av Peer
Gynts individuelle liv i løpet av fjerde og femte akt (hvor han
forvandles til en type paa egoisme) og den pludselige gjenop
vaagnen av hans individualitet ved slutningen av femte akt,
fuldstændig logisk og i bedste overensstemmelse med digte
rens opfatning av hans livsløp.
Imidlertid er dette neppe den sande eller ialfald ikke
den fuldstændige forklaring. Digtekunsten er ikke logik. For
klaringen maa efter mit skjøn søkes dypere, seiv om det skal
ske gjennem en noget dristig hypotese angaaende verkets
tilblivelseshistorie. Alene gjennem digtning fører veien frem
til en digters inderste mening med sit verk.
Der er virkelig noget gaadefuldt ved dette drama, som
kræver en forklaring. Hvorfor har Henrik Ibsen, efter først
at ha tapt al tiltro til Peer Gynt og berøvet ham (især i den
største del av femte akt) næsten enhver gnist av menneskelig
godhet og i levende live straffet ham med utslettelse av indi
vidernes tal, hvorfor faar Ibsen pludselig i slutningen av
femte akt lyst til allikevel at frelse ham, skjønt det alene
kan ske ved et psykologisk mirakel, ved at Solveig, stik
imot al menneskelig sandsynlighet, venter taalmodig paa ham
i sin ensomme hytte i noget saadant som 40 eller 50 aar og
derpaa gienkjender ham øieblikkelig paa hans røst og slutter
ham i sine armer som sin husbond og sit barn. Denne for
bausende, men skjønne avslutning er ikke forklaret ved at
man sier, at det er logisk, at Ibsen litt efter litt berøvet
ham hans individuelle liv, eftersom han seiv tapte sit sande
jeg og modnedes for støpeskeen. Hvis det var logisk at be
røve ham den poetiske anskuelse av et fuldblodig menneskelig
væsen, saa vilde det sikkerlig ha været endnu mere logisk at
la Knappestøperen gripe ham og kaste ham i støpeskeen,
sammen med alle de andre, som (ifølge Ibsens syn) har mistet
Guds præg av individualitet og tapt sig seiv ved at være
selvisk.
Men digtekunst er ikke logik, ialfald ikke udelukkende
logik. Den er ogsaa hjertets og viljens sak. Digtets hoved
person oplever, hvad digteren for sin egen personlige del og
for sit folks skyld har en uimotstaaelig trang til at han skal
601
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
