Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens «Peer Gynt»
Hvortil antagelig kommer, at Ibsen ikke kunde la det
norske folks repræsentant gaa tilgrunde uten i det mindste
at gi ham endnu en kort frist til at omvende sig. Ogsaa til
Norge var Ibsen vokset fast ved hjerterøtterne, trods alt.
Dets ulykke var hans. Dets redning var en del av hans egen
selvopholdelse.
Men det merkeligste er, at Ibsen, sandsynligvis først efter
at han hadde begyndt at utforme planen til digtet, opdager,
at han seiv er noget av en Peer Gynt, han ligner ham
endog i hans feil. (At Henrik Ibsen gjenkjendte noget av sig
seiv i Peer Gynt, vet vi med fuld sikkerhet av flere ytringer
i hans breve.) Fra nu av blir digtet om Peer Gynt ikke alene
en satire over det norske folk, men ogsaa en satire over
Henrik Ibsen. Ti hadde ikke Ibsen seiv været altfor meget av
æstetiker som han seiv tilstaar i et av sine breve til
Bjørnson drømmende om store handlinger, istedenfor at
utføre dem? Hadde ikke han seiv talt og sunget om at staa
sammen med de danske brødre i farens stund og likefrem
lovet dem hjælp fra de «norsk-norske» i digtet «Maageskrik»,
uten at slutte sig til de norske frivillige, som ilet
Danmark til hjælp og kjæmpet med i krigen? Hadde han
ikke været i Kjøbenhavn i tiden like forut for Dybbøls fald,
uten at ile til slagmarken? (som Karl Larsen har oplyst).
Dette var Peer Gynts store lykke, og det var
Ibsens. Digteren gienkjendte sig seiv i sit vredens barn. Han
vendte satirens skarpeste brod indad mot sit eget bryst.
Dette frelste Peer Gynt, og det frelste Ibsens verk om Peer
Gynt. Fra et haardhændt og temmelig trångsynt hevn-digt
mot det norske folk, hvor dettes repræsentant skrumper sam
men under satirens svøpeslag til en næsten abstrakt type paa
egoisme, blir digtet forvandlet til et humoristisk, idyllisk og
tragisk mesterverk.
Lykkelig er den mand, som, nåar han er forbitret paa
sine medmennesker, pludselig opdager, at han seiv er en
synder, lik dem. Ibsen har jo ikke mindst tror jeg med
henblik paa Peer Gynt git os den berømte definition paa,
hvad det er at digte:
I et brev til Peter Hansen i Kjøbenhavn sier Ibsen nt-
«At digte, det er at holde dommedag over sig seiv».
607
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
