Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Nielsen.
saa rigt og udtømmende at have gennemprøvet alle Mulig
heder, alle Typer helder mod Graven, dør den gennem sin
sidste Ætling, Hanno, midt i en Flok Skoledrenge, i en hel
spirende Verden af ny List, nyt Stræb, ny Magt, ny Selv
hævdelse.
«At udnytte Situationen uden Skamfølelse, det er Leve
dygtighed», siger Thomas Buddenbrook med et bittert Side
blik til sin Søn Hanno. Det er Svælget, der ligger mellem
Tonys Vitalitet og hans egen. Hendes Livsvilje opholder,
hans dræber. Hævet til Bevidsthed bliver den selvmorderisk,
den vender sig kritisk tilintetgørende mod selve det Grundlag,
det Legemets simple, plumpe Grundlag, hvoraf den udspringer.
Aand er Død, saaledes kunde man sammenfatte denne Side af
Digterens Verdensanskuelse. Paa en gribende Maade har han
givet det Udtryk ved at lade Thomas Buddenbrook opleve
Dødens Angst og Forløsning, inden den tilfældige ydre Aarsag
vælter ham, den fine Senator, i Rendestenen. Han er den
første af sin Slægt, hvem dette vederfares. De andre ventede
til Dødens Stund med at tænke over Livet. De kæmpede
deres sidste Kamp i deres sidste Øjeblik. «Kuriøst, kuriøst»
er Bedstefaderens forbavsede, uvante Udbrud, da han med
sin døende Hustrus Hand i sin for første Gang tænker over,
at Livet kan ophøre. «Kuriøst» skulde det virkelig være
muligt, hvad betyder det? Et langt Liv igennem har han
taget det «at være» som en Selvfølge, en naturlig Forudsæt
ning hvilke nye og sære Tanker. Ja det er atter et af
hine Træk, der lodder Dybden af Thomas Manns Livsfor
staaelse og dog har den gamle Herre tidligere mødt Døden
i en langt voldsommere, langt bitrere Form, dengang hans
første unge, tilbedte Hustru blev taget fra ham, men da var
selve Smerten og Sorgen Liv. Saa stærkt, saa selvisk rørte
Livet sig i ham, at han ikke lik Tid til at vende sig mod
Smerten og blive sig den bevidst. Træthet skal der til. Først
nåar Kræfterne ebber og Aanden udfolder sig, kommer det
Sekund, hvor Læberne mumier deres «kuriøst». Fra Bedste
fader til Sønnesøn er det fra en simpel Melodi blevet til en
Symfoni, til den brusende Livs- og Dødshymne, der stiger
fra Thomas Buddenbrooks Sjæl i Ensomhedens Nat.
Livet _ Døden. Brutalt, vilkaarligt, skuffende alle Be-
regninger falder denne ned i Menneskenes Verden. Den dræ-
626
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
