Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Mann.
særegen Betegnelse. De er bleven koldere, skarpere, mere
isnende, mindre vægtfyldige man er steget nogle Tusinde
Fod. Landskabet er det samme Horisonten blot meget
større; Solen skinner som før blot mindre varmende, den
frugtbare Dal, Menneskenes Boliger, Skovene ligger der endnu
men ses fra oven.
Alt det, som nede i Hjærtet var blodigt og kødfuldt, er
blevet graat og aandigt; alt det, som var drøjt og langsomt,
er blevet flygtigt og snart; alt det, som var varmt, er bleven
køligt.
Alt besidder den Aand, der hersker over disse Skatte, alt:
Opfattelsen af stort og smaat, Respekten for det smaas Be
tydning, Troen paa det stores Nødvendighed og paa dets
Eksistens, alt undtagen Evnen til at skuffe sig seiv, alt und
tagen Illusion. Det smaa det er sandt forhindrer
ikke dette Blik i at se det store, men det store befrier paa
den anden Side ikke for Følelsen af det smaa, og bag begge
Dele ses det aabne Rum, Tvivlen, den sidste Uvidenhed, i
Forhold til hvilken stort og smaat er lige relativt.
Han forstaar alt, ikke blot det, der er udenfor ham, men
ogsaa sig seiv, sin egen Forstaaelse og sin egen Afmagt. Han
ser Livet, det simple, usammensatte udfolde sig i Aand og dø
i Skønhed. Han ved, at i selve det, at han fastslaar dette,
bidrager han ved sit Arbejde til den Udvikling, hvis Forløb
han forudser. Vil han andel? Nej, nåar Savonarola, i «Fio
renza», kræver Magten af Mediceeren, kan denne ikke give
den fra sig godvilligt, han kan ikke overlevere sin skønne,
fordærvede Stad i Fanatikerens Hænder, thi han føler, at det
vilde være at overgive selve Livet. Han, Thomas Mann, for
staar begge Livstypers Nødvendighed og Opgave, og han ind
tager Forstaaelsens Dobbeltstilling til dem begge. Han beun
drer Fanatikeren og Filisteren, fordi han er stærk, han beun
drer Skønaanden, fordi han er fin. Han foragter ham, fordi
han er svag, men han afskyr de andre, fordi de er snævre.
Han forstaar, hvor det hele bærer hen, men han kan
hverken standse det eller ønske det standset. Han tilhører
Tider, i hvilke der kim kunde tænkes een Hjælp, en Enfol
diggørelse af Sjælene, en Ydmygelse under de store, ukendte
Magter, en Samlen sig om det faa fornødne. Ogsaa dette har
Thomas Mann gjort sig klart, men hvad nytter det? Menne-
629
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
