Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Nielsen.
skene har saa langt tilbage, man véd, villet have de Ting
med sig i Graven, der var dem de kæreste her. En Ileligion
maa for at vinde Tilhængere være saaledes, at den giver Rum
for disses dybeste Livstrang. Hvor denne ytrer sig intellek
tuelt, nytter det ikke at tilbyde en Løsning, der forudsætter
Intellektens Underkastelse. Maaske har Thomas Mann som
Lorenzo de’ Medici, fuldt ud indset, at Priorens stærke, flam
mende Tro praktisk set er bedre end hans egen blege Ver
densforstaaelse («Skærsilden er simplere end Plato»), men
han har maattet fortsætte sin egen Vej til, hvor hans Væsen
mødte Universet, og i panteistisk Stemning sammensmeltede
med det i altbegribende Nirvana. Dette Maal vinker ham
som Förlösningen. I «Fiorenza» er det den Anvisning, Plato
nikeren giver paa at hæve Striden, men ganske vist kun for
derved at udæske Ironien. Thi med den selvransagende Energi,
der sætter ham i Stand til at grave stedse dybere, underkaster
Thomas Mann netop i dette Drama hele Æstetismen, baade
dens yderste Form som begrebsmæssig Verdensforklaring og
i dens praktiske Form som Immoralitet, en skærende Kritik.
«Det er Skønhed, Skønhed, men hverken Visdom eller Trøst...»,
siger den døende Lorenzo de Medici utaalmodigt, da Digteren
Poliziano taler til ham om «Sfærernes Harmoni», og han faar
Medhold af Komedieforfatteren Pulci, der advarer ham mod
al død. «Det vilde være en Dumhed ... Legemet lader sig
ikke erstatte af nogen Sfærernes Harmoni!»
Overhovedet kender Thomas Mann for godt sin Tid, «feyi,
frech und duldsam», til ikke at skulle være paa Vagt overfor
den. Hans Stolthed oprører sig ikke blot æstetisk, men
ogsaa moralsk mod at slaa sig til Taals paa Niveau med
dem, han ikke vil ligne, fordi han helt har gennemskuet dem.
Til Digteren, der overlegent taler om Moral som det ældste,
kedeligste, mest forældede, svarer Pico af Mirandola sit endnu
mere skeptiske: «Mon?»
«Ak, kære Herrer, Synden har mistet meget af sin Til
trækning, efter at man har afskaffet Samvittigheden. Se Jer
om : Alt er tilladt eller i det mindste intet skænder ... Det
vrimler nu om Stunder med Gudsfornægtere og saadanne,
som siger, at Kristus har gjort sine Mirakler ved Stjernernes
Hjælp. Men hvem har hidtil vovet at rejse sig mod Kunst
og Skønhed? Taler jeg formasteligt? Forståa mig ret. Jeg
630
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
