Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Einar Skavlan.
ting kan ikke sies høit, for der er al tid nogen, de vil støte.
Men saa hviskes der. Ingensteder kan der skumles saa
graat og trøstesløst, om stort og om smaat, som i et litet sam
fund, hvor hykleriet er anerkjendt som dannet omgangs
form.
I sine sidste to bøker har Gunnar Heiberg hævet røsten :
en stemme har lydt over hviskningen : klar, nøktern, sterk.
Bespekt og respektløshet det var netop linjerne i «Jeg vil
værge mit land». Noget er stort: et folks frihetslængsel, dets
samlede, modige offervilje. Og noget er usselt og smaat :
prutningen, bihensynene, talemaaterne istedenfor handling.
Heibergs sidste skuespil «Paradesengen» tindrer av løs
sluppen respektløshet. Man har snakket om Heibergs had
til dem, satiren gaar ut over. Men hådet er aldrig saa mun
tert og lekende. Det vilde være rigtigere at snakke om kjær
lighet —en digters kjærlighet til et indholdsrikt emne. I
«Paradesengen» er der ikke bare spot, men ogsaa forstaaelse
av de menneskelige bevæggrunde hos skuespillets personer.
Og der er respekt : respekt for den egte selvforglemmende
sorg, og for en stor mands rigdom, dengang han stod i sin
fulde kraft.
Det er Bjørnstjerne Bjørnsons begravelse, som har git
støtet til Heibergs satire. Det maa være en digter tillått at
la sig inspirere av det, som sker i verden ogsaa av det,
som sker for alles øine. Hvordan forholdet til offentligheten
ved en stor mands død blander sig ind i de etterlevendes
følelser, er et almengyldig emne, som vi i de sidste aarene
har hat særlig anledning til at betragte her i landet, hvor
de fleste store mænd er døde efterhvert. Men vi har flere
digtersønner igjen end Bjørnsons. I tredje akt av «Parade
sengen», som har forarget mest, er det ikke en søn av Bjørn
son, men av Henrik Ibsen det gaar ut over. Grosserer Fre
driks skinhellige, økonomisk-æstetiske forsvar for at la farens
begravelse og hans verker filme, er en eneste munter spot
over dr. Sigurd Ibsens kinematografiske artikler. Og følgelig
maa det, efter opskriften, her ha været Heibergs mening at
besudle Henrik Ibsens minde !
Saa umulige konsekvenser blir man nødt til at trække,
hvis man læser «Paradesengen» med den skandallyst, som de
Heste har vist, uten at holde ut fra hverandre satiren og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
