Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skuespil.
end at gjøre det seiv. Han har forelsket sig i Teodora, datter av
bygdens almægtige hotelvert, lægprædikant og politiker Lars
Litlevik. I skuespillets bedste scene skildres forholdet mellem de
to unge med stor finhet. Teodoras hete og friske natur river
Johan Hadeln med sig i voldsom forelskelse; men samtidig
staar hele klasseforskjellen og stænger mellem dem. Der er
en rørende ydmyghet over den bevisste og sterke unge piken
— der er i hele forholdet noget såart, som gjør deres fald
mot hverandre endnu mere svimlende.
Det som gjør, at Johan allikevel ikke han gifte sig med
Teodora, er tilslut ikke forskjellen mellem dem og heller ikke
skammen over at gjøre sin brave, men snæversynte familie sorg,
som ogsaa beskjæftiger ham endel. Det er angsten for Teo
doras far, Lars Litlevik noget av den samme «krybdyr
angst», som driver Ingebrigt Ekre i døden i Kincks nye skue
spil. Ogsaa hos Hjalmar Christensen dukker hådet til den
magtgriske og usaarlige politikertype frem. Litlevik staar
klar og rendyrket i dramaet, i sin ekle blanding av magt
begjær og egne slemme lyster, som har gjort ham dømme
syk overfor andre for at dække sig. Ham kan ikke Hadeln
indlate sig med. «I det øieblik jeg blir Lars Litleviks svi
gerson, blir jeg ogsaa hans undergivne. Jeg vil føle mig i hans
vold seiv om jeg flygter fra bygden. Jeg vil bære ham med
paa ryggen.» Men sterk nok til likefrem at bryte er han
heller ikke. Han kan ikke se paa sine forvildelser som Wil
denveys freidige unge mand, som av livet har lært at undskylde
sine egne feiltrin. «Vilde du leve,» spør Johan Hadeln sin
ven, «hvis du var nødt til at føle dig som en daarlig mand?
.... Der er nogen mennesker, som bestemmer over sig
seiv slik, at de er sikre paa sin egen dom om hvad de
gjør eller har gjort. De er sin egen herre. Men det er ikke
Je£»
Johan Hadeln dræper sig for ikke at føle sig fornedret.
Slik som han i dramaet er skildret, er utgangen forstaaelig.
Han er en underlig blandingstype av gammel og ny tid,
mere svak end fin. Det übetinget bedste i skuespillet er tredje
akt, med scenerne mellem Teodora, Litlevik og Hadeln.
Virkelighetsindtrykket er her meget sterkere end i scenerne
paa sorenskrivergaarden og samlalerne mellem,Johan og hans
ven, som virker litt tyndt literære.
651
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
