Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moltke Moe.
gjennem tiderne i arbeide, strid og fest. De utallige bidrag
han har git til Amund Hellands «Norges land og folk» kan
gi en forestilling om det.
Eftersom aarene gik hopet samlingerne sig op saa til
sidst var hans hjem oppe i Fuglehaugsgaten sikkert det sted
i landet som næst Riksarkivet rummet det værdifuldeste
haandskriftmateriale. Her fandtes ikke bare hans egne sam
linger, men Asbjørnsens, Jørgen Moe’s, Landstads, Sophus
Bugges og mange andres kort sagt hele det norske folke
mindearkiv. Skatten var bragt i hus, det som stod igjen var
at gjøre det norske folk delagtig i den. Det naadde han ikke,
og det tragiske er at som Moltke Moe kunde gjort det, er
ingen istand til at gjøre det længer.
For det første tinder vi nu sent en mand med hans
kunstneriske og videnskabelige forutsætninger og med hans
oplatthet for folkets digtning. Han var likesaa fortrolig med
middelalderens adelige ballade som med nutidens lavkomiske
reggler og almueviser. Men dertil kom, at han var den sidste
samler som hadde hørt vor middelalderpoesi, for hvem
denne digtning som gjennem aarhundreder har levet og for
met sig «paa folkets tunge», hadde mundtlighetens liv. Og
efter aartier stod en slik visesangerske eller eventyrfortæller
likesaa levende og klart for hans erindring som tunet eller
stuen, der- han hadde møtt dem; han husket hver skiftning
i stemmen, hver nuance i foredraget. Han har en gang git
os et slikt erindringsbillede i skriftlig form ; det er i slut
ningen av hans avhandling om middelalderens visionsdigt
ning:
«For mit syn stiger et billede frem: den første gang jeg
i Telemarken hørte Draumkvædet sunget. En fattig hus
mandsstue høit oppe ien avdal ; høstvind og piskende regn
mot ruten; giennem de gisne gulvplanker en ulidelig træk ;
og paa stabben borte ved gruen, midt imot mig, den beda
gede sangerske selv. Hun lette med møie de halvglemte vers
frem i hukommelsen, og maalet som bar dem, var skjæl
vende og sprukket. Men eftersom mindet klarnet og stem
ningen grep hende, fik røsten varme, og de furede, magre
kinder begyndte at rødme. Det var koralens høitidelighet,
salmens inderlighet, ekstasens henrevethet, av og til som en
fjern dirrende om av kirkeklokker. Jeg begyndte at skjønne
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
