Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Aas: George Bernhard Shaw. Socialismens digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
George Bernard Shaw.
Wagner han har ogsaa behandlet ham i mindre artikler
er «The Perfect Wagnerite» (1898). Det er en høist merkelig
bok, hvis historie bedst kan forstaaes ved William Archers
beretning om den unge mand «of tawny complexion and
attire», som han i British Museums læsesal fandt sam
tidig fordypet i Karl Marxs «Das Kapital» og en utgave av
«Tristan og Isolde». Denne samtidige læsning forklarer
adskillig i den tlere aar senere «Perfect Wagnerite». Der er
altfor meget baade av «Das Kapital», fabianisme og under
klassepolitik i boken, og hver gang Shaw linder noget, som
han ikke liker i «Der Ring der Niebelungen», maa Wagner
sikkert ha været «wandering in his mind». For Julius Bab,
som, efter Nietzsche, i Wagner finder en «overerotisk, katolsk»
tendens, en «sensuel mystik», en «livsfjern fantasi», er denne
Shawrs «sociologiske» behandling av Wagner et fuldstændig
misgrep. WTagner er langtfra socialist han staar snarere
«paa kapitalismens side». Hele denne diskussion Shaw
eller Bab synes os rigtignok en smule underlig nåar vi
erindrer, at det gjælder musik.
Allerede før dette verks fremkomst hadde Shaw slaat
et kraftig slug ikke bare for Wagner, men for hele den
moderne kunstretning. Det var hans bekjendte feide mot
den tyske dr. Max Nordan («der Stimmfiihrer des euro
päischen Philistertums», som Bab ynder at kalde ham). I
1892 utgav Nordan sin opsigtsvækkende bok «Entartung».
Den l)lev oversat til engelsk («Degeneration») og gjorde i
Amerika (selvfølgelig!) en nmaadelig lykke. Denne «impo
sante Starrkopfs» næsten monomane idé var at gjøre de
Heste av det moderne aandslivs største mænd til rene
Lombrosotyper fra «I’uomo di genio» og, hvad der er værre,
fra «I’uomo delinqnente». Tolstoy, Karl Marx, Huskin, Ros
setti, Walt Whitman, William Morris, Zola, Wagner
alle var de for den tyske doktor degenererte asyllemmer.
Nordans smakfuldhet staar som bekjendt ikke under hans
freidighet. Ibsen er for « Entartung»s fortåtter «en ondskaps
fuld, antisocial tosk», mens Maeterlinck kun er «en stakkars
djævel av en idiot». Shaws svar til Nordau utkom i den
amerikanske redaktør Benjamin Tuchers blad «Liberty» og
er senére utgit i bokform under titelen «Sanity of Art» vel
Shaws tineste polemiske arbeide. Det gjorde efter den be-
115
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
