Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Aas: George Bernhard Shaw. Socialismens digter - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. Aas.
om at lægge sig efter «beafsteak, old scotch ale, a pipe and
Montaigne» har her nyttet det ringeste. Han drikker ikke
engang te eller kaffe. Intet vækker i høiere grad Shaws dype
foragt end talen om, at de skapende kunstnere trænger stimu
lanser. Dette bringer dem efter hans mening saa ofte til
«that terrible dream of glamour in which the ugly, grotesque,
the whicked and morbid begin to fascinate instead of dis
gusting». Nu, Shaw har gaat meget for langt i denne retning.
Naar han kalder al romantik for «a drug like alcohol», saa
tænker vi paä «Madame Bovary» og gir ham tildels ret, men
nåar ogsaa «kjærlighet» henregnes til samme kategori, da
steiler man litt.
Shaw som privatmand er noget av det mest elskværdige
og morsomme, man kan tænke sig. Ikke for intet er han
av Chesterton kaldt «a wit almost as great as Voltaire». Hans
konversation er fuld av morsomme indfald. Dog ligner han
ikke bækken i Richard Jefferies’ vidunderlige «Wood-Magic»,
den som ikke vilde la sivene snakke, fordi den «likte bedre
sin egen stemme». Shaw konverserer ikke som Coleridge,
Oscar Wilde eller Carlyle (som underholdt sine venner i
timevis om tausheten) i lange monologer. Han har lært kun
sten at høre paa andre.
Shaw erkjender seiv, at han i publikums øine er blit litt
av en mystifikation omtrent som «den flyvende hollænder»,
sier ham. Det nytter for mange englændere litet, at hele
Shaw-literaturen i kor roper, at han er en alvorlig mand
de vil absolut tænke sig ham som et nyt medlem av Renan’s
dilettantiske skole. «The real Shaw» er selvfølgelig meget
ulik dilettanterne. Han er næsten dogmatisk i sine me
ninger. Seiv hans mest sprudlende. övergivne paradokser
og vittigheter rummer alvor og indignation. Han er aldrig
kyniker, aldrig bare «flaneur» som Oscar Wilde, som gik
omkring med cigaretstumpen i den ene mundvik og et epi
gram om stakkars, skrøpelige Hall Caine eller andre bedrøve
lige medmennesker i den andre. Han er snarere, som
Chesterton sier, «vibrating with virtue and energy». Mange
har forsøkt at benegte Shaw’s alvor, men ingen hans
gode hjertelag. Hamon, Henderson, Chesterton, og James
Huncher fortæller alle om hans hjælpsomhet og opofrelse
for sine venner, og hvad der er bedre for folk som har
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
