Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Woxen: Fra verdenspolitikkens brændpunkter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Einar Woxen.
ning til at utbrodere sine ikke netop originale tanker for et
norsk auditorium, er der ialfald ingen tvil om, at samfundet
ved sin beslutning den 24. januar har dokumenterer, at det
ikke er i takt med tidens strømninger. Disse sættes ikke i
bevægelse av utflytende og vage talemaater om aandsfrihet
og alle meningers likeberettigelse. Det er handlingens, ikke
snakkets mænd, som har ledeisen i verdenspolitikken. Der
formuleres nok rundt om i parlamenter og i «interparla
menter» et imponerende antal kilometer fraser om freden
og broderskapet. Men nåar der skal handles, er der ingen
som spør efter tribuneheltene. Da er det de tørre, og des
værre ogsaa haarde, kjendsgjerningers mænd, forretnings
mændene i begrepets videste forstand, som har ordet. De
er det som taler, gjennem ministre og diplomater. Og det
er en kjendsgjerning, som det kanske kunde være nyttig
ogsaa for os at regne med. Vi har jo en viss svakhet for
de høiere værdier. Men det kunde kanske ikke være av
veien, om ogsaa vi av og til stak fingeren i jorden og lug
tet, hvor vi er. Forretningsnalionalismen er rigtignok ikke
nogen frisindet aandsretning. Den er tvertom meget snæver.
Men saa er heller ikke liden de liberale ideers tid. Hvad er
f. eks. syndikalismen, den nyeste sociale stormsky, andet end
et kampmiddel for den snævreste klasseinteresse?
Disse to strømninger, som begge er barn av «handlin
gens propaganda», har netop støtt voldsomt sammen ved
streiken i Sydafrika. Likesaavisst som baade forretnings
livet og det politiske styre der ledes i den mest utpræget
storkapitalistiske aand, likesaavisst er det, at arbeiderbcvægelsen
der ikke holder sig indenfor rammen av den parlamentariske
socialisme. Den ene yderlighet avføder gjerne den anden,
og desuten sitter jo altid revolveren løst i nybyggerlande.
At skifte sol og vind retfærdig mellem de stridende parter er
ialfald for øieblikket ganske umulig, allerede av den grund,
at man saagodtsom ikke har faat anledning til al høre den
ene part, arbeiderne. Regjeringen, som helt og holdent stod
paa arbeidsgivernes side, grep jo straks til det ikke altid over-
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
