Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Christian Fredrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Fredrik.
Han har indviet ham til hans kongsgjerning. De breve
Carsten Anker gjennem mange aar sendte ham, de er som
en række nationalsange i prosa, og der er en stigning i dem
fra naturfølelse til en virkelig nationalfølelse.
I 1805 heter det: «Dyrebare prins, kom og elsk Norge,
det er: Kom og kjend det.» I 1810 lyder det ildnende og
manende: «Til Norge, til Norge, O Prins, til Norge. De, og
De alene kan bevare denne Krönens ægte Ædelsten fra Rov
og Rænker.»
I 1813 trær ideen klart frem: «Vil vor Konge ikke mere
have os, da skal Norge søge at blive uafhængigt under engelsk
og russisk Garanti, og saa vælger vi Dem, ædle Prins, til vor
Konge.»
I et sind saa mottagelig for indtryk, baade av godt og
ondt, som Christian Fredriks virket Ankers tanker inspirerende.
Vi kan se av hans dagbøker, hvordan tanken paa Norges
reisen optar og begeistrer ham, og hvordan han har faat øiet
oplatt for Norges to hovedfordringer, universitetet og banken.
Ogsaa til disse to krav er hans navn knyttet. Det var
paa universitetsfesten i Kjøbenhavn Ilte december 1811 at
han ved sin tale henledet offentlighetens opmerksomhet paa
sig, og da han tilslut kom til Norge som det sidste bindeled
mellem tvillingrikerne, tok han op planen om en nationalbank.
Tilslut blev han vor fører i selvstændighetskampen.
Skridt for skridt blev han drevet frem, ikke altid bevisst
og frivillig.
Det som fra først av var det avgjørende for ham, var
slegtstanken, at bevare Norge for dynastiet. Og i hele 1814
gaar der gjennem hans sind to strømninger, som snart brytes,
snart løper jevnsides: tanken paa familien og tanken paa
Norges lykke. Men i denne kamp vokser og modnes Christian
Fredrik. Da det blev ham klart, at der var en norsk folke
vilje til selvstændighet, blev hans sind farvet av norske stem
ninger og følelser, og det blev for ham, som han seiv sier,
«et hellig kald at virke for Norges selvstændighet og frihet».
Det første motiv gled i bakgrunden, det svandt aldrig, men det
dukket op i stemningsbølger, og det gik mere og mere over
til en ung fantastisk drøm om en stor skandinavisk union.
Det var den 16de februar, prinsen besluttet at opgi tanken
om at bestige Norges trone ifølge sin arveret, og dermed ind-
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
