Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Christian Fredrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jacob S. Worm-Muller.
ledes en ny tid. Der er over dette møte paa Eidsvold en
skjønhet som over faa begivenheter i vor historie. Her staar
en kamp mellem to ideer, I’ancien regime’s og revolutionens,
og begge repræsentert av to betydelige mænd.
Her staar en repræsentant for det enevældige konge
dømme og gripes ikke overvindes men overbevises
av selve hovedideen i den franske revolution. Der er over
Christian Fredriks skikkelse den dag en charme, som virker
aldeles betagende. For denne umiddelbart sprudlende glæde
over selvstændighetsbeslutningen, over det store i det at motta
krönen ved valg av et frit folk, som seiv har git sig sin for
fatning, den var ikke utslag av en pludselig og overfladisk
begeistring, men av en erkjendelse av folkets ret, av et plud
selig klarsyn over, at her laa opgaven, denne glæde over
frihetsideen og Norges sak gir Christian Fredrik ret til altid
at mindes med taknemmelighet.
Det er denne erkjendelse, dette nye syn, som gav ham
kraft til at verge grundloven.
Da han mottok kongevalget, gjorde han os en større tje
neste end nogen utenlandsk mand før har gjort os; ti dermed
var det sagt, at den selvstændige stat var organisert, derved
var en legitim fyrste sat op mot marskalkusurpatoren, og vi
hadde noget at ofre, hvis stormen skulde bli for svær. Og
Christian Fredrik var villig til at bringe dette offer.
Netop omkring den 17de mai begyndte tvilen at bli ster
kere i hans sind, og han tapte troen paa sig seiv og.sin per
sonlige sak. Der kom breve fra Carsten Anker, som fortalte,
at der ingen hjælp var at faa i England, men som bad ham
allikevel at holde ut, og der kom et merkelig brev, som
gjorde et sterkt indtryk paa ham. Det var fra Colbjørnsen,
som laa paa sit dødsleie, og der bad den gamle statmand
kongen, mens der endnu var tid, at tilmægle Norge de bedste
vilkaar med Sverige, og det endte med disse gripende ord:
«Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget som De. Da
skal jeg velsigne Dem fra min grav.»
Men det var kongen tidlig klar over, at var föreningen
med Sverige nødvendig, saa maatte valget træffes, mens det
endnu var tid til at handle som selvstændig stat, föreningen
maatte bestemmes av en ny riksforsamling, og avgjørelsen
ligge i folkets haand.
168
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
