Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frøis Frøisland: Den sidste udødelige. Henri Bergson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frøis Frøisland
panikagtig. Han er trollmanden, som sætter Paris paa bo
det. Mystikeren Maximos Bergson.
Aldrig har jeg set tilnærmelsesvis noget lignende som
tilstrømningen til hans foredrag. Det er noget av en folke
vandring. Tirsdagene læser han over «la méthode philo
sophique», fredag eftermiddagene over «sjæleteorien i Spino
zas filosofi». Der er «foule» begge dage. Jeg glemmer ikke
min skuffelse første gang, jeg kom for at høre ham, i god
tid selvfølgelig for at faa plads. Jeg var ute en time før
forelæsningen skulde begynde. Men salen var propfuld og
«kø» over hele gaardspladsen og langt nedover gaten.
Senere lærte jeg at maatte ofre 37a time av min dag for at
faa ham at høre i 3 kvarter. Det var at staa ikø i time
vis for at slippe ind. Damerne er i majoritet i denne be
synderlige sammenstimling. Han er å la mode hos dem.
Og hvilke damer! Det ypperste og fineste, Paris har av hun
kjøn. Tip-toparistokratiet ute fra rigmandssalonerne i Fau
bourg-Saint-Germain eller omkring Jena-avenuen. Det er
dragter, som man sjelden ser finere, og plumer til hundre
der av francs. Naar vi er kommen til sæte mellem de
tarvelige, nøkne college-mure, og saa lyset pludselig slaaes
paa, ja saa glitrer det av stener, av silke og guld som i en
juvelerbutik. Jeg kom mellem to kjæmpemæssige negre en
av de første gånger, jeg stod i køen. De holdt paa at klemme
mig ihjel. Men aldrig har jeg set høiere snipper paa noget
menneske eller elegantere antrukne gentlemen end disse to
negre. De talte ikke hele tiden, stod bare ustanselig stille
paa samme Hekken og klemte mig ihjel i vel to timer. Da
det nærmet sig tiden, at dørene til Bergsons sal skulde
aapnes, kom der to damer og gik uten videre ind paa neg
renes plads. De to sorte kjæmpekarer rettet sig op, hilste
militært og overlot pladsene. De hadde vel nogen hundrede
francs for at «holde» pladsene de par timer. Damerne saa
ut til at kunne greie betalingen.
Og saa kommer da Monsieur Bergson omsider. Liten,
væver, skarp og fugleagtig i ansigtet. Der baner sig pludse
lig en 10—12 universitetspedeller med magt vei gjennem den
tætpakkede forsamling, mellem dem smyger Bergson sig
frem. Han ser rent lykkelig ut, nåar han velbeholden er
kommet op paa kateteret. Og saa begynder han. Men
174
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
