Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tr3rggve Andersen.
fanget. Farmoren laa syk krampen var haard i det sidste
og Maria hadde været oppe i otten og skulde hente en
kløv torv, men hesten hadde slitt sig, og torven maatte hun
bære seiv, og det var tungt arbeide, høvde ikke for en ung
jente. Siden hadde hun melket og målet korn. Og da hun
hadde sittet en stund og set paa sjøen og taakedottene og
lydd efter strømmens skjøre brus om havneholmens fluberg,
tok trætheten hende, og hun blundet, før hun visste av det.
Hodet sank ind til karmen, den spæde barm hævet sig i
korte støt, og det rykket i den halvaapne mund. Hun gav
sig i søvne, svetten tøt frem paa den glatte, buede barne
pande, og de magre kinder fik blussende flekker. Hun fol
det hænderne og vred dem. Tenen trillet av fanget og raslet
henad dørhellen, og en staalgraa kat smøg sig fra koven l,
kostet til den med labben og danset leken.
Men ulden hegtet sig i klørne, og det blev nødvendig
for pusen at slikke poterne ren. Saa gløttet den fortænkt op
paa hende, skjøt ryg og gjespet stort og ringet sig mellem
hendes skor under kanten av vadmelsstakken.
Marias søvn blev fredeligere og faslere; hun kikket mun
den og pustet lydløst, og de foldede hænder gled fra hver
andre
Fra stuetakene bævret tynd røk; den magtet ikke stige
og fløt som en blåa strime over bygden. Ensteds pratet
kvinder travelt, lo høit og kippent og tidde. I strandstenene
pjutret nogen stilfærdige harn, og paa sundet svam ærfuglen
med ungerne sine.
Ved nærmeste naustet stod en kall og vølte paa en baat.
Han hadde fluret håar og stridt skjeg, var kroket i knærne
og skutrygget og bøiet sig trælsomt og forfor naglerne og
naterne. Ret som det var, kvilte han, og for liver gang skub
bet han topluen paa snei og klødde sig i nakken og spøkte
kyndig visdom til en smaagut, som alvorlig og faamælt var
vidne til hans stræv. Svar brydde ikke kallen sig om, for han
var døv; han bøiet sig og banket og kakket.
Gutten skottet omkring sig. Han hadde hørt det kvitre
saa grant, ikke kunde det være graatitling. Og to blaasvarte
fugler, lyse under buken, skar forbi naustet i hastig
1 Kove bislag, forstue.
Maria sat ute i hoveddøren med en haandtén paa
198
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
