Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens herre og mester.
Han hvilte, tørket svetten av skolten og saa op til gaar
den under vestre nesset, dér skyggen alt laa over husene og
tunet. En gammel, kramperidd heks var litet at trege paa,
nåar hendes paktes tid var omme, og den unge, hun var ikke
aleneste förledet med legemet, men ogsaa med sindet . Han
smilte, bøiet sig og pirket ved en raatten nagle i rongen, den
han etlet sig til at bore væk. Hm, hin manden skulde ha sin
egen morskap av møers forlokkelse og skaanet ventelig det
syndige kjøt i ungdommens blomster. At én vilde sætte
sjælen paa spil ! Satans förförelse var aarsak i det. En hadde
da billigere raad for at lempe paa skjæbnen, raad som ikke
blev straffet med Guds uryggelige straffedom ikke med
den uryggelige . .
Naglen glap av hullet. Akja, sukket han grundende,
og sætninger fra postillen bød sig til bro for hans tanker;
postillen var han stiv i: det var hans hverv at føre tilsyn med
den kristelige barnelærdom i bygden. Hvo, som skaanet blev,
for den kunde angerens og naadens og frelsens time slaa,
ifald sjælen ikke var saa besnæret og hildet i forledelsen, at den
var forskrevet og fortapt. Men gift blev hun troligvis aldrig,
den unge heksen hvem vilde være djævlens maag? gren
han og korset sig snøgt. Blivende sted var her ikke for
hende. Og det var det, at gaarden kunde være saa laglig for
sønnen hans at kjøpe attaat . .
Kallen teljet omtænksomt paa et nagleemne. Det var
nu hans alderdoms glæde at syte for ættens fremtid- og vel
magt, og tunglyndt mullet han:
«Med balsam du mit hoved overgyder,
min skaal er fuld av det, mit hjerte fryder.
Din naad’ og godhet altid hos mig blive
den ganske stund, men jeg er her i live — i
Det var blikstille, og som dagen heldet og skyggerne tok
lien og luften blev svalere, spandt der sig et hvitagtig slør
over aakerteigene og bøens uslaatte eng. Men nuterne stod
skarpe og nære, og den rene høstblaa himmel hadde dag
sætningens uendelige dyp.
Inde i husene stullet de øktens dont, og gjennem den
puslende støi klynket søvnig graat fra de mindste. De større
barnene hadde leiret sig paa bakken ved kirkegaardsmuren;
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
