Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens herre og mester.
ikke videre at rose sig av ; stranding hadde far hans været
tilstede ved det var ikke større end en skarve hollandsk
smugkræmmer, som forliste ; der gik det frasagn, at fordum
skulde de ha set lysningen av en uhorvelig brand sør i havet>
og at det var en tyrk, som brændte med flerfoldige snes kristne
fanger ombord ; og kongens admiral hadde fakket sjørøvere
i farvandet om øerne men dette idag var ikke bare en
forunderlig hændelse til at ha gammen av. Han blev het i
bringen av det. Idag hadde bygdens mænd tat et dustelig,
fremmed skib, hadde entret det og tat det, og de kunde aldrig
vite, der ikke var fiender paa dæk. Det lignet forfædrenes
mandsverk, gjorde det. «Hæhæhii!» lo han forstøkt og
pudset næsedryp. «Det var svare til tidende det var
mirakels til tidende, det!» . . Og det om vinkaggen var liv
agtig sanding, det kunde han bande paa, for han Jakob lugtet
saa søtt som en alterkalk. Kanske skaalte ikke fogden i
lækrere vin, og en smak skulde det bli til alle var det
lovt
Men i stranden stod barnene paa de høieste stenene og
kviskret av spænding og speidet mot pynten av østre nesset,
dér det skulde syne sig det store skibet, og de stirret til de
blev valen i øinene.
Maria var kommet klyvende uren ned til gaards,
da baaten tørnet i støen, og opslyret og skrikene gav hende
den troen, at fiskerne hadde truffet grind og vilde jage den
til sundet.
Farmoren sov og snorket sagte, laa ikke og veltet sig i
sengen, som hun brukte, nåar hun var syk, og det var ikke
værdt at vække hende; hun blev aldrig frisk, hvis hun ikke
nød sund søvn. Maria skulde spinde, og hun stillet sig
inderst i koven med haandtenen for ikke at bli set fra
husene, mens hun vaktet paa bygden og havnen. Hun hadde
heldt av en melketaar til katten, som læpjet den i sig, men
den var saa rastløs, labbet omkring aaren og skottet op til
ljoren, smøg i koven og snuste, stanset paa dørstokken og
veiret og mjauet, og væk blev den forbi hjørnet.
. . Ista hadde farmoren ikke villet lægge sig igjen, saa
daarlig hun var. Det var ikke- for dem at ligge og late sig,
hadde hun sagt, de trængte gjøre noget. Og hun drog frem
263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
