Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
liten. Ofte traf det sig ikke, at folk fra denne bygden kom
paa en skute, og det blev helst, hvis de handlet med de
smaa hollandske smugkræmmerne. . . Ja, bedstefaren, han
hadde været paa kongens orlogsskib en av de somrene, han
drog til tinge som lagrettesmand. Men han var firsindstyve
aar og hadde hat høve til at opleve saa mangt
Gutten kastet paa nakken og traadte haardt paa begge
hælene. Blikket plapp fra skibet og søkte vidt utover. Men
det blev hemmet av himmelrandens tindrende lys, og han
dækket for øinene med hænderne.
Fare paa skib, seile over havet dag og nat, og dag og
nat, til fremmed land, der tømmerskogen grodde; til mur
klædt by og kongens borg én mand i bygden hadde det
gjort . . Han Jon var en rakker og litet sætendes, sa bedste
faren. Det var nok sandt, at han løi og skrønte, men han
hadde gjort det. Og skyte med bøsse kunde han, det
hørte de igaar. Hadde vel været i krig og slag og, siden
han hadde lært det. For krudt var kostbart, én lærte ikke
skyte til unyttes. Om han vilde skyte med en av de digre
kanonbøsserne, det blev dunder det! ....
Krig sjøslag og kamp seile, seile til fremmed
land og kongens borg Tanken tapte fæste, fløt hen i
et dragsug av længsler mot det, som var saa ukjendt, at
sindet ikke forestilling fostret.
Det lunknet saa paa hænderne, og han lot dem sige. Solen
hang midt i nessebratten, sundet var et eneste vældig speil
blink, og det var som gyldne flammer spraket fra skibets
stavn, og luften gnistret glimt i glimt om riggen.
Gutten svang sig rundt. «Bedstefar!» skrek han og fløi
hjem. «Bedstefar! Bedstefar!»
Og de skingre skrik brøt bygdens rustunge søvn. I stu
erne tok de til at morgne sig, trægt og motvillig. Kvinder
skramlet ved aaren og vækket late mænd, som brummet græt
tent. Men tynde barnestemmer gol op, hipne efter dagens
eventyr. Dører larmet; tlere karer maatte nødvendig ut
forbi væggen. De glaamte paa hinanden, vekslet haase hil
sener og knægget ørt, kveldens svir sat endnu i kroppen.
De gjespet og de ugget sig, spurte gjønende, hvordan det
hadde sig, og harket og spyttet En barbent kjærring skulde
borti næste gaarden og laane varme; de flirte av hende, og
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
