Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Alb. Johnsen: Det norske kongedømme i unionstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømme i unionstiden.
retning av et virkelig enevælde. Mere og mere hadde det
absorberet folkets urgamle politiske rettigheter hos sig, mere
og mere hadde det stækket adelens magt, og seiv riksraadet,
hvor biskoper og lendermænd hadde sæte, var kun et red
skap i kongens haand. Tydeligst viste kanske dette sig, da
Haakon V Magnusson ved forordning av 17de juni 1308 av
skatlet lendermandsværdigheten og derved gjorde sig uav
hængig av den høiere adel i valget av riksraadets medlemmer.
Kongen sat inde med den fulde utøvende magt, han var
øverste krigsherre, den enebestemmende i forholdet til frem
mede magter, med ret til at erklære krig og slutte fred; han
var eneraadig over embedsverket, over krongodset og statens
indtægter, indehaveren av den lovgivende og av den øverste
dømmende myndighet. Vistnok var han bundet til at holde
lovene, og han hadde ifølge dem ikke ret til at paalægge sine
undersaatter nye skatter; men der var ingen myndighet til at
føre kontrol med frongens styrelse, og det skulde snart vise
sig, at det stod i kongedømmets magt at tilta sig ogsaa en
virkelig beskatningsret.
Saaledes var al offentlig myndighet koncentrert hos kon
gen, kongedømmet var hjertet, den drivende kraft i vort folks
politiske og nationale liv. Saalænge det var fuldt nationalt,
var det vor lykke og vor stolthet, det gav os en styrke utad
til og en fred indenlands, som nabolandene maatte savne.
Dette nationale kongedømme var det, som skulde ha baaret
landets selvstændighet uskadt gjennem den trange nedgångens
tid, som middelalderens slutningsaarhundreder bragte. Det
alene hadde autoritet og magt til det ; men netop kongedøm
met slog feil for os, da det fra at være et nationalt gik over
til at bli et unionelt kongedømme.
Allerede kongehusets første uttlytning under den første
norsk-svenske union hadde til følge en lammelse av de offent
lige funktioner, en forstyrrelse i riksstyrelsens forskjellige
grener; men endnu var bevisstheten om kongedømmets pligter
og store opgaver saa frisk og levende hos alle klasser, at adel
og folk strittet imot og tvang unionskongen til at resignere
og gi landet sin yngste søn til konge. Dette kunde lykkes
under den svake Magnus Eriksson; men vanskeligere blev
forholdet, da en saa maalbevisst, klok og fast politiker som
323
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
