Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Alb. Johnsen: Det norske kongedømme i unionstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oscar Alb. Johnsen.
kongedømme paa denne tid gjentagne gånger truet med at
føre landet op i.
Hvad jeg her har uttalt, gjælder især om tiden fra dron
ning Margrethe til reformationen. I det 16de aarhundrede
forandrer forholdet mellem nordmændene og unionskongerne
i flere henseender karakter, og det er Kristian lll’s regjering
som danner vendepunktet. Hans tronbestigelse betydde den
avgjørende seier for unionskongedømmet og Danmarks over
høihet. Hvad der endnu fandtes av motstand i Norge blandt
geistlighet og folk, blev nu brutt. Det katolske episkopat
blev knust, kongedømmet styrket sig økonomisk ved inddra
gelsen av klostrenes og biskopernes jordeiendomme, riksraa
det, som unionskongerne med beraadd hu stedse hadde.sor
sømt og tilsidesat, faldt helt væk. Danske adelsmænd resi
derte paa rikets slotte og kongsgaarder som lensherrer i alle
hovedlen, og andre hadde norske len uten at bo i Norge;
rikets indtægter vedblev at føres fra lensherren direkte til
rentekammeret i Kjøbenhavn. Danmarks riksraad utøvet
en av kongedømmet officielt anerkjendt myndighet i norske
anliggender, og danske riksraader indtok sæte i de norske
herredage som utøvere av den høieste dømmende myndig
het i kongens navn. Ja, Kristian 111 opgav endog de ældre
unionskongers krav paa arveret til Norge og støttet sin ret
til tronen ikke paa nordmændenes eget. men paa det danske
riksraads valg, og i sin haandfæstning lot han indta den be
kjendte bestemmelse, at Norge herefter ikke skulde betragtes
som et rike, men som en provins av Danmark. Det var
rimeligvis frygten for Kristian ll’s og hans barns arvekrav,
der støttedes av keiseren og statholderinden av Nederlandene,
som har bragt Kristian 111 til disse indrømmelser overfor den
danske adel, indrømmelser, som jo i virkeligheten gik langt
videre i sin hævdelse av danskevældet, end selve unions
kongedømmets interesse kunde tilsi. Men hvad Kristian 111
gav med den ene haand, tok han rigtignok igjen med den
anden. Ti i den samme haandfæstning, hvor ovennævnte
paragraf om Norge findes, indtoges ogsaa den bestemmelse,
at lensherrerne ved kongens død skulde holde slottene til
fl °
hans ældste søns haand som før til riksraadets.
Og dermed var en faktisk arvelighet for Kristian lll’s efter-
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
