Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Alb. Johnsen: Det norske kongedømme i unionstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømme i unionstiden.
kommere indført i begge riker, omend riksraadets formelle
valgret fremdeles blev staaende.
Med unionskongedømmets og danskestyrets seier fulgte
ogsaa, at dansk sprog og dansk kultur indtok herskerpladsen
i Norge. Gjennem hele unionstiden hadde det norske sprog
staat under svensk og dansk paavirkning, og rent dansk be-
i norske kongebreve og embedsskrivelser længe før
Kristian lIFs tronbestigelse; men gjennembruddet fandt dog
først sted paa reformationstiden. Dansk sprog blev nu ene
raadende i administrationen, i kirken, i skolen, i literaturen,
det blev skriftsproget, det officielle sprog i Norge. Men dypere
trængte det foreløbig heller ikke. Der var en bestemt grænse,
hvor denne denationalisering ’blev staaende. Bondens sprog
og bondens kultur var saagodtsom überørt av det fremmede
væsen, og det økonomisk-sociale system, hvorpaa denne kul
tur hvilte, stod fremdeles urokket, ja den norske bondestand
indtok i virkeligheten baade økonomisk og socialt en mere
betydende stilling i det 16de end f. eks. i det 13de aarhun
drede, da den endnu trykkedes av et forholdsvis talrikt og
mægtig aristokrati. Den norske bonde var vistnok ogsaa nu
ute av stand til at verne landets selvstændighet eller til at
hindre den fremmede kulturs indtrængen i det offentlige liv;
men han kunde utfolde en stor kraft, nåar det gjaldt at be
vare de rettigheter, som nærmest vedkom ham, og hvis værdi
han forstod, og denne selvstændighetsaand hos bøn
derne gav sig endnu paa reformationstiden kraftige utslag, den
ytret sig i motstand mot øvrighetens bud og anordninger,
i voldsomheter mot embedsmændene, i drap av fogder og
prester, i spredte opstande og andre oprørske handlinger, dels
paa mere lovlig maate, i seig vedhængen ved alle gamle
rettigheter og friheter saavelsom i talrike klager paa herre
dagene og hos kongen personlig.
Overfor denne motstand fra bondens side mot fremmed
styrets overgrep indtar Kristian lll’s regjering i det hele en
forsigtig, i meget vikende holdning. Ikke alene gav kongen
offentlig tilsagn om at ville styre landet efter St. Olavs lov,
men han gav sine embedsmænd strenge befalinger til ikke at
krænke almuens rettigheter og viste sig i det hele meget ængste
lig for ikke at overtræde loven. Ofte lot han sine lensmænd for-
327
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
