Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Christian Langaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTIAN LANGAARD.
Naar man blader igjennem den vakre og merkelige bok,
som fabrikeier Christian Langaard nylig har offent
liggjort om sine samlinger av gammel kunst og haandverk,
griper man ofte sig seiv i forundring over, at alle disse ting
virkelig findes i en norsk privatmands eie. Rundt i hans
værelser, hvor man for hvert skridt møter dyrebare stykker
av utenlandsk og hjemlig gammelt haandverk og lar øiet
glide henover billeder av Rubens, v. Dyek og Rembrandt,
Frans Hals og Ruysdael, v. Goyen og Snyders, Rordone og
Bassano, Greco og Goya, gaar man med mindelser om besøk
i fornemme privatsamlinger rundt i europæiske storbyer.
Alle disse saker bringer vemodige bud fra kultursfærer, som
altid har været fjerne og fremmede for vort land.
For et kulturprodukt av den art som kunstsamlinger, der
har fulgt en slegt gjennem generationer og som derfor for
utsætter baade rigdom, smak og traditionsfølelse, har aldrig
betingelserne været tilstede hertillands i motsætning til
hvad tilfældet har været seiv i vore smaa nabolande, hvad
f. eks. Mario Krohns bok: «Italienske billeder i Danmark»
(1910) og 0. Gra’nbergs: «Inventaire general des trésors d’art
en Suéde» I—III (1911—13) bærer vidnesbyrd orri. Hvad vi
kan ha hat paa dette omraade, er hurtig igjen blit spredt, og
hvad der nu findes, er nylig samlet.
Større samlinger av kunst har neppe förekommet i
Norge før i 18de aarh.s anden halvdel. I sammenhæng med
landets sterke materielle vekst i dette aarhundrede steg baade
kulturkravene og midlerne. Enkelte grandseigneurer av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
