Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bredo Morgenstierne: Universitetet og 1814; folkesuveræniteten og 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bredo Morgenstierne.
endog stik imot hele repræsentationssystemet, som dannede
hovedleddet i tidens politiske stræben. Og om mulig endnu
mere kom Rousseaus lære om folkesuveræniteten i strid med
den av Montesquieu, De Lolme og andre av det 18de
aarhundredes statsretslærere hævdede lære om den konstitu
tionelie magtfordeling mellem de forskjellige organer for stats
viljen. Denne lære har i virkeligheten som bakgrund en om
end uklar opfatning av suveræniteten som hvilende hverken
hos fyrsten eller hos «folket», o: de stemmeberettigedes flertal,
men hos staten seiv, likeoverfor hvilken saavel fyrsten
som nationalförsamlingen, domstolene og vælgerforsamlingerne
fremtræder som organer, der liver for sig er blit overdraget
visse opgaver og en bestemt avgrænset del av statsmyndig
heten.
At det er paa disse magtfordelingsprincipper og ikke paa
Rousseaus lære om folkesuveræniteten Eidsvoldsgrundloven
først og fremst hviler, har hittil fra alle hold været erkjendt.
Naar man ogsaa hos os i 1814 talte adskillig om «folkesuve
ræniteten», var det navnlig to paa grund av tidsforholdene
nøie sammenhængende sæt av tanker, som man forhandt
dermed: For det første Norges selvstændighet og suveræne
ret til at bestemme sin skjæbne. Og dernæst folkets politiske
«frihet», dets ret til at delta i statsstyret, altsaa folkesuveræ
niteten som motsætning til fyrstesuveræniteten og omfattende
enhver ikke enevældig statsform. Men kun yderst faa har
dermed forbundet forestillingen om en særlig utformning av
forfatningen i retning av Rousseaus idéer.
I motsætning til disse var det, som sagt, magtfordelings
principperne, som først og fremst kom til at præge Eidsvolds
grundloven. Skal man tale om Eidsvoldsgrundlovens kvint
essens, kan man ikke finde den klarere uttrykt end i de ord i for
talen til det Adler-Falsenske grundlovsutkast, hvorefter det først
og fremst gjælder «at avsondre den lovgivende magt fra den
utøvende» og hindre dem i at «undertvinge og som en følge
derav forene sig med hinanden», eller i følgende sætning i riks
forsamlingens adresse til den nyvalgte konge: «Vi have forsøgt
at fordele den suveræne Magt saaledes, at Lovgivningen ned
lægges i Folkets og den udøvende Magt i Kongens Haand»,
eller endelig i kongens svar, hvorefter forsamlingens «ved en
430
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
