Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Manden med guldhjernen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Jeg skriver ikke mere»
Manden med guWllijernen
Det er ikke bare den ting, al der ikke er mange digtere
nu for tiden, som et borgermesterembede staar ledig for. Men
endnu vanskeligere er det at tilkjæmpe sig den bitre resigna
tion, som maa til. En saa rank og fornem selvkritik som
Kielland hadde, er sjelden. Vi ser nok av brevene, selv om
de er sparsomme paa rent personlige utbrud, at Alexander
Kielland efterhvert fik en dyp væmmelse for «denne halvt
kunstneriske, halvt kjøbmandsmæssige Kamp for Udkommet»,
som digtningen kan bli til. Men man merker allikevel stadig
smerten ved at ha holdt op at skrive, som i disse stilfærdige
ordene fra et brev adskillige aar senere: «Embedet holder
mig beskjæftiget, og det er en stor Lykke. Thi jeg tror be
standig, at min Lyst og Evne til «at finde op» var væsentlig
udtømt; og om jeg nok føler, at mit Hoved er vel godt til
at gaa tilgrunde i en Smule Embede, er jeg dog ingenlunde
sikker paa, at jeg havde havt Kraft og Held til at finde en
bedre Anvendelse for mine Evner, saaledes som vort Sam
fund er indrettet. Jeg mener derved, at vi er for faa og for
fattige til at underholde Talenter, som ikke hvert aar præ
sterer saa meget, at de kan leve. Større Lande har Raad til
at yde noget bare for at have de ualmindelige Hoveder gaa
ende.»
Ordene er fri for klage og hvor smertelige er de ikke
allikevel. At ha kjendt inspirationen, digterens hete forel
skelse i sit verk «det guddommelige raseri», og saa
maatte føle selv, at han «gaar tilgrunde i en Smule Embede».
Er det egentlig en saa meget lykkeligere skjæbne end Gustav
Wieds?
For eftertiden staar Alexander Kielland og Gustav
Wied som de to muntreste satirikere i moderne nordisk
literatur. Der var oprør i deres bøker, og allikevel blev de
forgudet av publikum. Skulde nogen ha bedre betingelser
for at være lykkelig som digter.
skrevet en liten allegorisk fortælling, som trænger sig frem i
erindringen ved tanken paa Gustav Wieds død. Den heter
«Sagnet om Manden med Guldhjernen», og handler om et
barn som var født med en hjerne av guid. Først i 18 aars
alderen fik han vite om, hvilken storartet gave forsynet hadde
I «Breve fra min Mølle» har Alphonse Daude t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
