Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Manden med guldhjernen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Einar Skavlan.
Einar Skavlan: Manden med guldhjernen.
skjænket ham. Og han strødde om sig med sit guid til alle
sider, levet i overdaadighet og stormende lykke. Men hjer
nen var ikke uuttømmelig. Og en dag, da han hadde be
gravet sin elskede, som han hadde ødslet det sidste av sit
guid for, vaklet manden med guldhjernen i vildelse ind i en
butik, hvor han hadde set nogen smaa støvler med svanedun
i vinduet. Sælgersken hørte et skrik og kom styrtende ut i
butikken ; der stod han og stirret paa hende med et fuld
stændig forvirret uttryk av smerte. I den ene haanden holdt
han de smaa blåa støvlerne med svanedunskant, den anden
strakte han ut mot hende ; den var ganske blodig, med smaa
gulddraaper paa neglespidserne . . .
«Hvor fantastisk end dette sagn lyder,» sier Alphonse
Da udet tilslut «saa er det dog sandt fra begyndeisen til
enden. Der findes virkelig her i verden saadanne ulykke
lige, som er fordømte tii at leve av sin hjerne, og med det
reneste guid, med sin inderste marv og livskraft maa betale
selv de mindste livsförnödenheter. Den smerte, de føler der
ved, blir for dem liver dag like stor, og naar de saa ikke kan
holde det ut længer, saa —»
Det er vrangsiden av digterens lykke; det er betalingen
for hans svimle henrykkelser. Hvilken nærhet, og hvilken
fortvilet avstand allikevel er der ikke mellem disse to bil
lederne: Wergelands snestjerner mot den straalende natte
himlen, og de blodige smaa gulddraaperne paa neglespid
serne hos Daudets ulykkelige digter.
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
