Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Fra «Samtiden»s anegalleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra «Samtiden» s anegalleri.
Ben, des hurtigere indfinder ogsaa Trætheden sig og Tilbøje
ligheden til at skifte Fod». Aaret efter riksretten hadde det
norske folk ingen gjenklang for professor Lochmanns ord
om nytten av de regulerende kræfter; «den nye statsskik» lot
sig ikke rokke av Meidells raillerier, og Norsk Maanedsskrift
døde tidlig. Men i 1887 skapte de konservative interesser sig
et nyt organ, som fik navnet Vidar (1887—89) og som formodent
lig haabet at bli Fenris bane. Det blev nu ikke tilfældet; poli
tisk fik den nye Vidar liten betydning. Men de to redaktörer,
L. L. Daae og Yngvar Nielsen, gav sit tidsskrift et sterkt
historisk præg, og Vidar indeholder en række fortrinlige avhand
linger; høiest blandt dem staar Ludvig Daaes egne arbeider,
slike som hans prægtige biografi av Botten-Hansen og hans
indholdsrike og underholdende skildring av Stemninger i Dan
mark og Norge i Anledning al og nærmest efter Adskillelsen.
For Daae som efter sine interesser og sympatier saa at si var
den sidste repræsentant for Norges aarhundredlange förening
med Danmark, var det let at føle sig ind i disse stemninger,
og hele Daaes personlighet, hans humor, hans kjærlighet til
de svundne tider og hans sjeldne evner som stilist, kommer
frem i denne artikel, «min kjæreste Afhandling» som han seiv
kaldte den.
Om moderne utenlandske forhold og begivenheter bragte
Vidar ikke sjelden gode artikler, men samtidens Norge var
det ikke megen forstaaelse for. Det virker saaledes for en
nutidslæser üblandet komisk, nåar en ung teolog gir sig til
at drøfte Aarsagerne til den moderne norske Literaturs For
tald, faa maaneder efter at Ibsen hadde sendt ut Rosmers
holm, Jonas Lie Kommandørens Døtre, og Bjørnson offentlig
gjort begyndeisen til Paa Guds Veje. «løinefaldende er først
den naive Kulsviertro paa den saliggjørende moderne Livs
anskuelse, som bunder i neofytisk Uerfarenhed, men for
stærkes af vore Digteres oprindelige mangelfulde Dannelse.
Det er noksom bekjendt, at vore største Digtere fra Ungdom
men af ikke have været besværede af overflødige Kundskaber
i nogen Retning.» Det er særlig Ibsen og Bjørnson attesten
for neofytisk kulsviertro gjælder; «og staar det saaledes til
med de forholdsvis grønne Træer, saa kan man slutte sig til,
hvorledes det maa have sig med Overfladiskhedens Apostel,
Kielland». Denslags domme er ikke engang enestaaende
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
